Selvom man er over 60 år, skal ægteskabet ikke holde 'til døden os skiller'. De ældre vil skilles, og så skal pengene for vielsesringene bruges til selvrealisering.

BT dukker op på en hemmelig adresse i København, hvor Danmarks eneste pantelåner, Nyfortuna, opbevarer de mange vielsesringe, som kyles henover disken efter skilsmissen. Virksomhedens direktør og vurderingekspert Mia Hinrich oplever, at det nu også er folk i 60'erne og 70'erne, der kommer ind med 'ekskæreste-guld'.

Mange har måske den aflagte vielsesring liggende i skuffen, eller også går nogen og overvejer at kaste den i havet. Men der er mange penge at hente fra ekskæreste-guldet, siger Nyfortunas direktør Mia Hinrichs, for prisen på guld er særdeles god.

»Nogen kommer ind her og smider smykkerne hen over bordet, fordi de er rasende på ekskæresten, mens andre nyskilte par kommer herind sammen med deres vielsesringe for at sælge eller pantsætte dem. Så vi hører mange forskellige historier fra folk, der vil af med smykkerne,« fortæller Mia Hinrichs.

Mia Hinrich, direktør og vurderingsekspert hos Nyfortuna - Danmarks eneste pantelåner
Mia Hinrich, direktør og vurderingsekspert hos Nyfortuna - Danmarks eneste pantelåner Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Hver dag oplever hun, at folk ønsker at omsætte 'ekskæreste-smykkerne' til penge, og på det seneste er nyskilte ældre også dukket op med smykker og andre gaver, der ikke længere har samme affektionsværdi for dem.

Mia Hinrichs fortæller, at virksomheden de seneste år har modtaget flere vielsesringe fra par i 'plus 60-kategorien, der vil realisere sig selv', og ifølge Danmarks Statistik blev 3317 personer over 60 år skilt i løbet af 2016. Det svarer til en stigning på 59 procent siden 2010.

»De ældre kommer ind til os med vielsesringen efter en skilsmisse, fordi de gerne vil på det krydstogt, de aldrig kom på med ægtefællen, eller fordi de går og drømmer om at realisere nogle af de drømme, der aldrig blev tid til. Det får de mulighed for at gøre i den tredje alder efter skilsmissen,« siger vurderingseksperten.

Men det er ikke kun vielsesringe, der bliver omsat til kontanter. Flere større smykkesæt, der eksempelvis er givet som morgengave eller bryllupsgave, har pludselig ikke samme affektionsværdi, som sættet havde, mens parret stadig holdt sammen. Og det giver god mening at komme af med guldet, hvis det bare ligger og fylder i skufferne.

Også smykkesæt, der er givet i gave fra en tidligere ægtefælle, kan omsættes til kontanter, i stedet for at lade det ligge i skuffen
Også smykkesæt, der er givet i gave fra en tidligere ægtefælle, kan omsættes til kontanter, i stedet for at lade det ligge i skuffen Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Vurderingseksperten viser den seneste uges indleveringer frem, og det er de mest forunderlige fund, der findes i de danske borgeres skatkamre. Et cigarethylster, en lille æske til mintpastiller og små amuletter til billeder – alt sammen i guld. Og selv de mindste ting kan være værd at tage med til vurdering.

»Mange af de her gaver blev givet i en tid, hvor guldet ikke havde ligeså stor værdi. Men de sidste årtier er prisen på guld steget med omkring 200 procent. Så der er mange penge at hente, hvis man har noget liggende derhjemme,« siger Mia Hinrichs.

Hos Nyfortuna får de også mere klassiske værdier ind til salg eller pant, blandt andet små guldbarre og guldmønter
Hos Nyfortuna får de også mere klassiske værdier ind til salg eller pant, blandt andet små guldbarre og guldmønter Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Hos pantelåneren kan man sætte smykkerne i pant og få penge udbetalt, men man betaler en rente, ligesom i en bank. Men man kan også bare sælge sine smykker, og dermed bliver ædelmetallet smeltet om og genbrugt.

»Mange tror, at de er klar til at sælge gamle smykker, men det er vigtigt, at de mærker efter. Nogle gange beder jeg folk om at gå hjem og tænke over det nogle dage, og for nogle er det måske mere rart at pantsætte smykkerne, indtil man er klar til at sælge,« siger vurderingseksperten.

Tjente 50.000 kroner på gamle guldtænder

Hos pantelåneren Nyfortuna oplever direktør og vurderingsekspert Mia Hinrich, at folk kommer ind med mange mærkelige værdier. De fleste kommer dog ud af butikken med penge på lommen.

En af de sjoveste historier, som Mia Hinrich har oplevet som pantelåner hos Nyfortuna er ret så pudsig.

»To unge piger i starten af 20'erne kom ind til mig, og i virkeligheden var de lidt beklemte ved situationen. De havde nemlig et stort glas med tænder med ind, som de ville have vurderet,« siger Mia Hinrich.

Mia Hinrich oplever både unge og gamle, der kommer ind med 'ekskæreste-guld'. Men nogle gange støder hun på sjove episoder, hvor selv de mærkeligste ting kan gøre en kontant forskel for kunden.
Mia Hinrich oplever både unge og gamle, der kommer ind med 'ekskæreste-guld'. Men nogle gange støder hun på sjove episoder, hvor selv de mærkeligste ting kan gøre en kontant forskel for kunden. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

De to unge piger var søstre, og de havde arvet en masse skrammel fra deres onkel. Oppe på loftet hos onklen havde de fundet et glas med gamle tænder, og nogle af dem var selvfølgelig guldbelagte.

»Jeg bad pigerne om at efterlade glasset hos mig, så jeg kunne vurdere indholdet, og så kunne de komme tilbage nogle timer efter. Det tager jo noget tid at få guldet af tænderne, og nogle af dem skulle opløses i syre,« forklarer vurderingseksperten.

Da pigerne kom tilbage fik de den overraskende besked. I de gamle tænder var der guld for 50.000 kroner.

»De var meget overraskede og troede sågar, at vi havde snydt os selv. De kunne ikke forstå, at gamle tænder kunne være 50.000 kroner værd. De skyndte sig nærmest ud af døren, fordi de var bange for, vi ville opdage, at det var en fejl,« husker Mia Hinrich.