Fester, druklege og sex. Det er ofte det, man forbinder med introduktionsugen - også kaldet rus-ugen - når studierne går i gang efter sommerferien. Men det skal nu være slut, lyder det fra engelsk-studiet på Aarhus Universitet.

Hvor rusugens oprindelige formål var, at de nye studerende kunne lære deres medstuderende at kende, har det i stedet ofte udviklet sig til at handle mere om sex og hvor mange øl, man kan bunde.

Den udvikling tager engelsk-studiet nu konsekvensen af, skriver tv2oj.dk

Studiet har derfor nu forbudt studiets studentervejledere, der også kaldes rusvejledere eller tutorer, at drikke alkohol i løbet af rus-ugen. De må heller ikke dyrke sex med de nye studerende. 

For rus-ugen skal handle om at skabe et fællesskab, hvor alle kan være med og alle føler sig trygge, fortæller Nanna Smith Vinther, der er head-tutor på engelsk-studiet, til tv2oj.dk. 

- Når man kommer som ny, så lytter man meget til tutorerne, som er der for at hjælpe. Og så duer det ikke, at de opfordrer til at drikke øl, selv er fulde og har deres egen fest, som man har set nogle gange, siger hun.

Vælger tutorerne ikke at overholde forbuddet, bliver de fyret.

- Der har været mange eksempler på, at tutorer har haft lidt for meget deres egen fest. Så det er da klart for at komme noget af det i forkøbet og gøre det mere til de nye studerendes egen festlighed og egen introduktion til studielivet, siger Nanna Smith Vinther til nordjyske.dk

Rus-ugen begynder for alvor i næste uge, når der på mandag er velkomst for de nye elever.