Slik og porno holdes hemmeligt for kæresten

Holder du noget skjult for din kæreste? Det gør næsten halvdelen af danskerne ifølge en ny undersøgelse. Men der er forskel på, hvad mænd og kvinder holder skjult.

Kvinder spiser slik i smug og mænd fortæller ikke kæresten om de frække film. Det viser en undersøgelse af de hemmeligheder danskerne skjuler for deres partner, skriver Søndagsavisen.

I alt 45 procent indrømmer, at de har hemmeligheder for partneren, og der er stor forskel på, hvad mænd og kvinder skjuler for hinanden. Det viser en undersøgelsen, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen blandt 775 danskere, der lever i et parforhold.

Mens hver fjerde mand ikke snakker højt om deres brug af porno, så skjuler 10 procent af kvinderne deres vilde shoppevaner - det gør sig kun gældende for én procent af mændene. Ifølge Einar Øvereng, filosof og forfatter til bogen »Hemmeligheder«, er fortielserne en nødvendig del af alle parforhold.

- Havde vi ikke hemmeligheder for hinanden, ville vi simpelthen blive vanvittige, siger han. Med hemmeligheder tager vi ejerskab over vores liv ved selv at bestemme, hvem vi lader komme os nær og hvornår. Dermed får vi magt og autoritet over vores indre, forklarer han til Søndagsavisen.

- Når du har en hemmelighed, bygger du et rum for dig selv, hvor du alene hersker. Et parforhold, hvor der ikke er mere at vide om hinanden, er selvudslettende - gnisten er simpelthen væk, siger Einar Øvereng.

Når det handler om, hvorfor vi har hemmeligheder for hinanden, er der primært tre ting, der gør sig gældende. 36 procent synes, det er deres egen sag, mens 25 procent bare ikke orker den opslidende diskussion, afsløringen vil føre til. 23 procent tier, fordi de er flove over hemmeligheden. Ifølge sexolog Jakob Olrik er disse helt reelle grunde til at holde tand for tunge. Ifølge ham handler det om retten til at værne om sit privatliv. Dagligdagens små hemmeligheder bliver først skadelige, når de udvikler sig til løgne.

- Begynder du først at lyve i forholdet, ryger du hurtigt ud i et større spind af løgne, der før eller senere bliver afsløret. Så har du gjort skade på forholdets vigtigste grundsten, nemlig tilliden, siger han.

BNB


Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

FÅ ET GODT TILBUD - tilmeld dig BT SHOP og spar 50% på oplevelser, rejser og meget mere.