Hun løfter den store kop op og puster lidt til den varme kaffe, mens hendes øjne søger rundt i lokalet. Uden at få øje på den lyshårede pige med det store smil, hun allerhelst vil se.
»Jeg savner hende jo bare. Jeg savner, at hun lige ringer og siger: 'Hej Mutti, hvordan går det'. Jeg savner hendes kram. Hendes duft. Hendes måde at være på.«
Det er første gang, Karina Lassen er tilbage på den Starbucks i København, hvor hendes datter Amanda arbejdede som barista. Lige indtil hun alt for tidligt og helt uforklarligt mistede livet som 20-årig. Midt under Roskilde Festival sidste år.
Karina var selv af sted om fredagen på en endags-billet sammen med sin kæreste Jesper. Om eftermiddagen mødtes de med Amanda og talte om den kommende Neil Young-koncert, og Amanda spurgte, om de havde været ovre at 'dakke'.
»Det hedder det åbenbart, når man danser nu til dags. Når man står op og slår ud med armene,« forklarer Karina med et lille smil.
Amanda var træt og hæs efter en uge i telt på festivalpladsen, men hun ville gerne have det sidste musik med. Det var første gang, hun havde været af sted. Da hun mødtes med sin mor igen omkring kvart i et natten til lørdag, aftalte de derfor, at de skulle mødes senere på dagen inde i Roskilde, hvor hun kunne følges med sin mor hjem, så hun kunne få sovet og vasket sit tøj, før hun skulle tilbage til København, hvor hun boede.
Klokken kvart over to sendte Karina en sidste besked til datteren. 'Vi ses', skrev hun.
Svaret fra Amanda kom aldrig.
Blevet ringet op af sygehuset
Omkring en time efter, hun havde mødtes med sin mor, fik Amanda vejrtrækningsproblemer i en venindes telt og blev kørt til Roskilde Sygehus. Der var ikke noget at stille op. Klokken 03.57 natten til lørdag den 2. juli blev Amanda Hjorhøj Lassen erklæret død.
Den morgen vågnede Karina klokken halv syv for at ringe til sin søn Alex og vække ham, før han skulle af sted på arbejde. Hun var blevet i Roskilde for at sove, mens Alex var derhjemme.
Tre kvarter senere, var det ham, der ringede til hende.
»Han sagde, der var sket noget underligt. At de havde ringet fra Roskilde Sygehus og sagt, at han omgående skulle komme,« fortæller Karina, mens hendes finger piller ved en ring på hendes venstre ringfinger.
Samtidig fortalte hendes kæreste, at han havde læst en historie om, at en 20-årig pige fra København var død.
»Han spørger, om det kan være Amanda. 'Nej, det er det ikke. Amanda er på festival. Vi har lige set hende', svarede jeg. Det er naboens børn, det sker for. Det er ikke dine børn.«
'Hun lignede sig selv'
Da hun ringede til sygehuset, blev hun stillet om tre gange, før hun blev bedt om at komme. Med det samme. På parkeringspladsen stod en sygeplejerske og ventede på dem.
Hun kondolerede og bad Karina om at komme med ind og se, om det var Amanda, der lå derinde. Det var det.
»Jeg prøvede at vække hende. Sige, at jeg var der nu. Jeg følte, at jeg var fanget i en dårlig film, hvor jeg ventede på, at der skulle komme en eller anden instruktør og sige, at vi havde spillet godt, været gode statister i det her,« siger Karina.
»Hun lignede sig selv. Hun var stadig varm. Hun lignede også sig selv, da vi senere så hende i kapellet. Det lignede, at hun bare sov. Men man kunne godt se, at det ikke længere helt var hende.«
Amanda Hjorhøj Lassen blev dermed en af de godt 700 danskere, der ifølge Dødsårsagsregisteret fra Sundhedsdatastyrelsen hvert år dør uforklarligt. I 2013 døde 723 uden at lægerne eller retsmedicinerne kunne finde en egentlig årsag, mens tallet i 2014 var 738 og 705 i 2015.
Nødt til at have noget at forholde sig til
Politiet undersøgte længe sagen. I begyndelsen blev der talt meget om lattergas, som flere festivalgæster tog. Men obduktionen viste, at der hverken var tale om, at alkohol, stoffer, lattergas eller andet kemisk kunne være skyld i hendes død.
Om tirsdagen under festivalen havde hun ringet hjem og sagt, at hun havde lidt ondt i halsen. Hun tog derfor hjem, fik et varm bad og drak noget te, før hun tog tilbage til festivalen. Men heller ikke det har haft en forbindelse til den pludselige død.
I sidste uge kom det frem, at politiet stoppede deres undersøgelser. Men retsmedicinerne fortsætter med at lede efter svaret. Det er dog ikke sikkert, de nogensinde finder det.
»Jeg har ringet til dem tusind gange og spurgt: 'Kan det have været lungebetændelse? Hun havde drukket Red Bull, kan det have været det? Havde hun spist noget forkert? Var det p-pillerne? HPV-vaccinationen?',« fortæller Karina.
Uvisheden har fået hende og familien til at beslutte sig for at sige, at Amanda er død af en lungebetændelse - selvom de faktisk ikke ved det.
»Jeg tror, man bliver ved med at søge efter svaret, men i vores hoved er sagen lukket ned, ved at vi siger, at hun er død af en lungebetændelse. For vi er nødt til at have noget at forholde os til. For vi kommer måske ikke videre. Jeg tror ikke selv på, at vi finder svaret, men det kan jo være.«
Kan ikke holde ud at have ur på
Dagene efter Amandas død var kaotiske. Et virvar af afhøringen af politiet, besøg på festivalpladsen for at se, hvor det var sket, og tømning af den lejlighed, hun havde boet i.
De var også forbi Starbucks for at hente det tøj, hun havde liggende der, men de fik ikke det hele med. Mens Karina sidder med kaffekoppen, får hun overrakt en æske af en fra personalet.
Indeni er Amandas gamle sko.
»De har fundet dem i gemmerne hernede,« forklarer Karina.
Hun har beholdt og gemt mange af datterens ting. En hårbørste, et spejl med lys i, en nøglering og en 20'er, som hun har fundet i datterens bukser, da hun vaskede dem. Kun hendes seng er blevet kasseret. Sammen med den sovepose og det liggeunderlag, hun brugte på Roskilde.
»Vi havde det egentlig til at stå, men det havde vi faktisk ikke lyst til.«
'Jeg kommer jo ikke videre uden mit barn'
Tit har Karina noget på af Amandas. Ofte er det hendes halstørklæder. Eller hendes armbånd, ringe eller hendes ure. Men hun har aldrig et ur på om lørdagen længere. Det kan hun ikke.
»For jeg gennemlever det stadig hver eneste lørdag. Hver gang jeg kigger på et ur, kan jeg huske, hvor jeg var henne den lørdag, hun døde. Hvornår jeg fik opkaldet, hvornår jeg så hende, hvad jeg lavede på det og det tidspunkt. Derfor har jeg valgt ikke at have ur på,« forklarer hun og rører ved sit håndled.
Hun bryder sig ikke om udtrykket 'at komme videre'. Folk spørger hende tit, om hun er det. Kommet videre.
»Men jeg kommer jo ikke videre uden mit barn. Jeg lever med det, men jeg kommer ikke videre. Og det er pissehårdt at leve med det,« siger Karina.
I forsøget på at leve med det, har hun blandt andet valgt at køre ud på datterens gravsted en gang om ugen. Men det er ikke noget fast ritual.
»For jeg vil ikke være afhængig af det og få dårlig samvittighed, hvis jeg glemmer det,« siger hun.
Brudekjolen ligger nu tilbage som et minde
Ofte har hun blomster med, når hun besøger stedet.
»Jeg har nok været lidt mere gavmild med blomster, end jeg havde været, hvis hun havde været i live. Men så havde jeg nok givet hende noget andet. Ligesom andre børn, har hun også fået sine julegaver. Hun har bare fået dem i blomster.«
Hun har grædt mange tårer. For det meste har det været med ryggen til for ikke at bekymre hendes søn Alex, der i dag er 17. Men hun har også bevaret humoren, selvom det i begyndelsen kunne være svært at vide, om det endnu var tilladt at smile. Derudover har hendes kæreste Jesper været en fast klippe for både hende og Alex.
Savnet sidder der endnu. Og det er stort.
»Så kommer alle de der mærkelige tanker. At jeg nu aldrig bliver mormor. Jeg håber da, at jeg får børnebørn via Alex, men det er noget andet, når det er i lige linje til en mor. Jeg får heller ikke lov til at planlægge min datters bryllup. Jeg har en brudekjole, hun skulle have haft på, når hun skulle giftes. Nu ligger den bare derhjemme. Som et minde,« siger Karina.
'Jeg går ikke i stykker'
I begyndelsen efter Amanda døde, strømmede det ind med beskeder, opringninger, breve og blomster fra venner og familie. Men som ugerne gik, begyndte folk at stoppe med at spørge, hvordan hun havde det. Som om de var bange for, at hun ikke ville tale om det eller gøre hende ked af det ved at spørge om det.
»Jeg har følt mig som en porcelænsfigur, som folk har været bange for at komme til at smadre ved at sige noget forkert. Derfor snakker de ikke til mig. Undgår mig på gaden. Undgår mig på Facebook. Undgår mig generelt. Det, synes jeg, har været svært. At venner er blevet bekendte eller helt gledet væk,« siger hun.
Berøringsangsten er derfor det værste, hun er stødt ind i efter datterens død.
»Det kan godt være, det er et halvt år siden, hun er død, og det kan godt være, hun er begravet. Men det er fysisk, hun er det. Ikke mentalt. Hun er stadig hos os. Men jeg går ikke i stykker. Du behøver ikke gå udenom. Sig bare hej. Kom forbi. Selvfølgelig kan jeg blive ked af det, men det er jeg jo i forvejen. Jeg kan jo ikke blive mere ked af det,« siger Karina og løfter en hånd op til halsen og lader fingrene glide ned langs den sølvkæde, som hun altid har på.
For enden hænger en lille, rund medaljon med et billede på. Af Amanda og Alex som holder om hinanden. På bagsiden står hans fødselsdato. Og hendes fødselsdato og dødsdato.
»Jeg er jo stadig et menneske, og jeg lever videre for mine børn,« siger hun og smiler, mens hun tilføjer:
»For jeg har jo stadig to børn. Det ene er bare et englebarn nu.«