Lørdagens ekstreme skybrud i hovedstadsområdet har vidtrækkende konsekvenser. Havnebadene er blevet lukket pga. sundhedsfare, mens drikkevandet i København endnu er upåvirket.

Hovedstadens vandhunde må nøjes med svømmehaller de kommende dage. De københavnske havnebade er lukket efter lørdagens ekstreme skybrud. Det skriver politiken.dk.

Byens kloaker er ikke dimensionerede til så meget vand, som der væltede ned over København lørdag aften. Derfor er kloakerne fortsat overfyldte, og kloakvand løber derfor direkte ud i Københavns havn.

Per Jacobsen, direktør for vand og afløb i Københavns Energi forklarer til netavisen, at når de kommunale vandbassiner på land er fyldt op, så er der ingen anden udvej end at lede regnvand, spildevand og kloakvand direkte ud i havnen.

- Derfor har vi lukket for havnebadene. Ellers er der risiko for folks helbred. Det er colibakterier i sidste ende, siger han til politiken.dk.

Anderledes positivt ser det ud med drikkevandet, der indtil videre ikke er berørt.

- Man skal aldrig udelukke det, for det er jo en af de problemstillinger, der opstår. Men der hvor kloakvandet kan komme ind, det er i så fald i vores boringer ude på landet. Og vores indtryk er, at regnen ikke har været så kraftig derude, som den har været inde i byen. Så derfor er sandsynligheden mindre, siger Per Jacobsen til bt.dk Drikkevandet kontrolleres dagligt og særlig intensivt de kommende dage. Hvis følgerne af det voldsomme skybrud lørdag aften også kommer til at påvirke drikkevandet, så vil det blive opdaget hurtigt, forsikrer forsyningsdirektøren, der er ansvarlig for både kloaker og drikkevand.

- Driften af vores vandforsyning kører, som den skal. Og vi har ikke nogen indikation af, at der skulle være noget forurening tilknyttet til det, siger han.