Fedtafgiften sætter en stopper for import og diskriminerer de mindre slagterier, mener brancheorganisationen Danske Slagtermestre, der nu har stævnet staten.

Landets slagtermestre er så utilfredse med indførelsen af fedtafgiften, at de nu tager drastiske midler i brug for at slippe udenom afgiften, skriver JyllandsPosten. Ifølge avisen mener de danske slagtere, at afgiften er ulovlig, fordi den strider mod EU-retten. Den forhindrer import og diskriminerer de små slagterier, argumenterer brancheorganisationen Danske Slagtermestre.

- Fedtafgiften har intet med sundhed at gøre. Den fungerer som statsstøtte til de store slagterier og som en toldbarriere. Det er forbudt ifølge Lissabon-traktaten, siger foreningens formand, Leif Laustsen, til JyllandsPosten.

Danske Slagtermestre har lagt sag an ved Københavns Byret, der skal afgøre, om sagen senere skal for EU-Domstolen.

Leif Laustsen er ikke i tvivl om, at de vil vinde sagen.

- Man kan undre sig over, at vi som lille organisation går den lange vej og stævner staten. Det gør vi, fordi vi er sikre på at vinde sagen i EU, siger han.

Danske slagtermestre påpeger, at store virksomheder kan undgå afgiften ved at eksportere de fede stykker kød - en mulighed, den lille slagter ikke har. Derudover gør fedtafgiften det svært for danske slagterier af importere varer fra udlandet, hvor producenterne ikke altid har lyst til at videregive de oplysninger om indhold og produktion, der er afgørende for at kunne beregne fedtafgiften. Derfor vil en lille slagter have et mindre udbud end en stor.