De 81 elever på Rewentlow Lille Skole på Lolland stod klar med hvert deres lille Dannebrog i hånden, da en ganske særlig bus for to måneder siden parkerede foran skolen.

Skolen ligger så fredeligt i landskabet, at når en rutebil en gang imellem passerer på vejen til Højreby, er det den største begivenhed indenfor den seneste time eller to. Den 1. februar i år var anderledes skelsættende.

Siden 1999 har den lollandske privatskole stået fast på principper om, at børn fortjener en skole uden høje klassekvotienter og med tid til den enkelte elev. De bærende værdier er undervisning med udgangspunkt i den enkelte elevs behov og frem for alt rummelighed. Men den dag, da 36 børn fra fem forskellige fattige og konfliktfyldte lande myldrede ud af bussen, og elevtallet med ét steg med næsten 50 procent, blev værdierne noget, man måtte kæmpe for.

Egentlig skulle Reventlow Lille Skole kun have haft 24 elever fordelt på to særlige modtageklasser. Men behovet voksede, og asylcentrene på Lolland havde akut behov for at skaffe skolegang til endnu flere.

Modsat landets 1.300 folkeskoler, der ejes og drives af kommunerne, har landets 509 frie grundskoler ingen over sig. Her bestemmer forældrene. Derfor er det også op til forældrene, om de private skoler skal spille en rolle i forhold til flygtningekrisen. Om også de private skoler skal være med til at løfte en af de største udfordringer for det danske skolesystem i mange år.

Regeringen lægger op til, at de frie skoler skal tage en lige så stor andel af flygtningene, som de tager af de danske grundskolebørn, dvs. omtrent 17 procent, og i et fælles høringssvar skriver Dansk Friskoleforening, Danmarks Privatskoleforening og Foreningen af Kristne Friskoler, at de »er bekendt med mange medlemsskoler, der gerne løfter opgaven med at undervise flygtningebørn. Rammer er naturligvis bestemmende for, om og hvordan dette kan ske«.

Peter Bendix Pedersen, formand for Dansk Friskoleforening, kalder det oplagt, at friskolerne skal deltage, når en aftale om priser og tilsyn er kommet på plads.

»Det er en stor opgave. Selvfølgelig skal vi være med til at tage ansvar. Men jeg er ikke vild med faste mål. For hvis vilkårene ikke bliver optimale for skolerne, og der så bliver optaget et lavere antal, end regeringen ønsker, vil vi blive stemplet som asociale, selv om vi grundlæggende gerne vil løfte opgaven. Men vi er klar, og lige nu handler det om at være gode til at fortælle hinanden om, hvor udfordringerne er, hvad der virker, og hvad der ikke virker,« siger han.

I skolegården på Reventlow Lille Skole springer en gruppe børn gennem en hulahopring og laver seje tricks under aprils forårssol. Foruden lollandsk tales der i dag arabisk, kurdisk og farsi. Børnene står i kø, og en voksen hjælper dem med at holde hulahopringen, så kun et enkelt barn ad gangen springer igennem.

De nye børn på Reventlow Lille Skole venter på asyl og er dermed ikke omfattet af forhandlingerne mellem regeringen og de frie grundskoler om skoletilbud til flygtningebørn med opholdstilladelse. Nogle vil blive afvist, andre vil få asyl og blive en del af strømmen ud i kommunerne, hvor de skal gå på de 1.300 folkeskoler og 509 private grundskoler.

Men børn er børn, og erfaringer er erfaringer. Og erfaringer mente Reventlow Lille Skoles skoleleder, Mette Green, ikke at mangle, da en forælder i bestyrelsen foreslog, at skolen skulle tage et ansvar i flygtningekrisen. Skolen havde for nogle år siden haft stor succes med en modtageklasse, og socialt ansvar ligger i skolens DNA.

»Vi står for rummelighed. Det vil se skidt ud, hvis vi ikke praktiserer det. I øvrigt troede vi, at vi vidste, hvad vi gik ind til, fordi vi jo har prøvet det før,« siger Mette Green.

Så mens regeringen og partierne på Christiansborg siden sensommeren har talt om vigtigheden af, at Danmark skal lykkes med at håndtere flygtningekrisen, og mens to- og trepartsforhandlinger har bølget frem og tilbage med netop integrationsudfordringer som hovedemne, har lilleskolen på Lolland taget fat i det konkrete.

Time for time, dag for dag.

I dag er Mette Green i al stilfærdighed ganske stolt af de 36 nye børns fremskridt. Indenfor i et klasselokale synger børnene. »Mester Jakob« og især »Hjulene på bussen« er kæmpe hit. På tavlen sætter deres lærer, Birte Maglehøj Hansen, billeder af frugter. Børnene siger navnene på æbler og pærer i kor. Kirsebær kender kun enkelte. En dreng skriver med store bogstaver på tavlen »GODMORGEN,« og de andre 11 elever griner og klapper. Men der har ikke altid været grund til smil:

»De kan drive os til vanvid. Helt derud, hvor man ikke ved, hvad man skal gøre. Hvert eneste danske ord, de lærer, er en sejr, som man kan få tårer i øjnene over. Men jeg må også sige, at det har været svært at nå hertil,« siger Birte Maglehøj Hansen.

Hun stryger drengen ved tavlen over håret, og han smiler til hende.

»I begyndelsen kunne jeg ikke engang røre ham, uden at han blev forskrækket og slog fra sig,« siger hun.

Børnenes første skoledag i februar gik fint.

»Men så startede balladen ellers,« forklarer skoleleder Mette Green.

»De var ikke vant til, at der er mad nok. De var ikke vant til, at der er ting nok. Når der skulle tegnes, var der en, der tog alle farveblyanter uden at ville dele. Når vi skulle spise, var der slagsmål. De kendte ikke til køkultur, og alle kæmpede mod alle. Når de skulle op eller ned ad trappen, blev der mast fremad, uanset om der foran en 11-årig gik en seksårig. Så den seksårige rullede ned ad trappen, mens de andre børn stormede videre uden hensyn til, at den lille var faldet,« fortæller Mette Green.

Skolen lærte hurtigt af tumulten. Nu bliver børnene stillet på række, inden de skal op ad trappen eller med bussen: Én for én sendes de af sted.

»Så er der ikke noget at slås om, og så lærer de jo lidt om køkultur,« konstaterer Mette Green.

Relationen mellem de børn, der var på skolen i forvejen, og de nye børn har fra begyndelsen været god og uden de store konflikter. Men store spændinger de nye børn imellem fylder meget, og det har været en stor overraskelse.

»Sprogbarrierer, kulturforskelle og børnenes traumer er en udfordring. De her børn sørger for sig selv først. Dernæst passer de måske på deres mindre søskende. Men først og fremmest kæmper de med næb og kløer for sig selv. Og de går hårdt til den,« siger Mette Green.

Inden man kan tale om almindelig undervisning, er der mange helt basale ting, som børnene først må lære.

»Nogle af dem kan knap holde på en blyant. Havde de gået i børnehave, så var de blevet skole-udsat,« siger Mette Green.

Hvordan var situationen for en måned siden?

Skolelederen er stille lidt. Et gnæk bliver til et grin, mens hun ryster stille på hovedet.

»Da var det ragnarok. Havde I besøgt os dengang, ved jeg ikke, hvad jeg ville have sagt.«

De 36 asylbørn, skolen modtog i februar, var fra Syrien, Iran, Irak, Afghanistan og Eritrea. Syrerne, som der var flest af, så ned på de andre, og på kryds og tværs var der konflikter med børnenes herkomst som omdrejningspunkt.

Et af børnene var afrikaner, og det viste sig at blive et problem. Mest for ham.

»Han blev mobbet groft af de andre nye børn, fordi han var afrikaner og sort. Heldigvis fik han opholdstilladelse og flyttede. Af hensyn til hans sikkerhed kunne han ikke være blevet her. Det ville have været børnemishandling. Så slemt var det. Vi kunne ikke forstå, hvad de sagde, men de hånede ham og var hårde ved ham. Når vi vendte ryggen til, kastede de sig over ham fysisk. Vi måtte have ham tæt på os hele tiden for at beskytte ham. Det var sindssygt. Børnene kører jo med fælles bus fra skolen til flygtningecentrene, og der kunne vi ikke beskytte ham. Så når bussen skulle køre, græd han som pisket. Han vidste jo, at han ville få slag, og at det ville fortsætte næste dag. Vi åndede alle sammen lettede op, da han fik ophold. Det var hans redning.«

Hvilken hjælp fik I med at forebygge det?

»Vi blev tilbudt en netværksmedarbejder af asylcenteret. Men han var sort. Og her måtte vi simpelthen sige, at det duede ikke. Han ville jo aldrig få sat sig i respekt. Det var grænseoverskridende at sige nej tak, for det er jo stik imod det, som jeg og skolen står for.«

Det lyder som udbredt racisme blandt børn, der højst er 11 år. Er det din oplevelse?

»Ja. Det mener jeg. Skal vi sige det sådan: De har noget med i rygsækken, og den er pakket hjemmefra. Det er en af de store opgaver, og den er svær.«

For at hamle op med opgaven måtte Mette Green hyre flere lærerkræfter og investere i tolkebistand. Det er netop blevet besluttet at gennemføre tolkede skole-hjem-samtaler på asylcenteret, så forældrene kan blive inddraget i skolens udfordringer med de mest voldelige børn.

Økonomisk giver asylbørnene Reventlowskolen et lille overskud, men Mette Green erkender, at når de undervisningsmæssige udfordringer er så store, så bliver økonomien i projektet også mere risikabel.

»Vi gør ikke det her for at tjene penge, men vi skal heller ikke have et underskud. Det får vi heller ikke. Men havde vi vidst, hvad vi stod med, havde jeg budgetteret med flere lærerkræfter fra begyndelsen.«

Mette Green beskriver en særlig vagtsomhed blandt de nye børn. Faste rammer, regelmæssighed og forudsigelighed trives de bedst med.

»Jeg ved jo ikke helt, hvad der sker i hovedet på dem, for vi kan ikke tale sammen. Men deres alarmberedskab er på højeste niveau. Små ting bliver til meget store konflikter. Der kan sagtens komme et slagsmål ud af, at to vil have den samme røde farveblyant. De kaster sig over hinanden, og det stopper ikke, før vi trækker dem fra hinanden. Men det er ikke altid, vi kan det. De slår hårdt, og de kradser. Slagsmålene er i en helt anden kategori, end vi er vant til. Vi kalder det slåskamp for alvor.«

Har børnene samme respekt for jer som de danske børn har?

»Nej. De forstår godt, hvem der bestemmer, og de kalder mig »boss«. Men det er langt fra alle, der respekterer lærerne. Det er kvinder, der underviser dem, og kvinder er ikke det, børnene har mest respekt for. Det virker, som om de er vant til, at der bliver råbt ad dem. Måske er de også blevet slået. De kan virke immune over for det, der plejer at virke med danske børn. Men én ting er helt sikkert: De fleste af dem trænger rigtigt meget til nogle kram. Det virker ikke, som om det er, hvad de har fået mest af.«

Mette Green giver en niårig drengs historie som eksempel. Han kom hertil med sin 27-årige onkel. Der er også en fætter på 17 år, og så er der ellers to søskende. De tre børn er alle under 11 år gamle.

Hvor er forældrene?

»I Syrien. De har betalt for, at familiens drengebørn kom til Danmark. Men det er ikke engang sikkert, at de får ophold. Drengen har det svært, og vi har flere gange været i kontakt med relevante myndigheder og sagt: Denne drengs opførsel går simpelthen ikke. Men han opfører sig sådan, fordi han savner sin mor og far. Der ligger et dybt savn bag hans afsindige opførsel.«

Friskoleforeningen siger, at det nu handler om at samle erfaringer ind. Hvad vil du gerne give videre?

»At struktur er vigtig. At hverdagen er forudsigelig for børnene, og at de har samme timer på de fastlagte tidspunkter. De kan slet ikke rumme, at vi bryder strukturen. Det er beslægtet med den måde, de allersvageste danske børn skal have struktureret deres hverdag på. Men de her børn har det meget, meget værre.«

Hvad oplever du som den største udfordring?

»Det er sprogbarrieren. Mit råd til andre vil være, at man må sørge for at have mindst én, der kan arabisk.«

Det lyder, som om du undervejs var ved at give op?

»Jeg var tæt på at sige: Det her er for meget. Vi må nedlægge den ene af de tre klasser. Lærerne var meget mærkede af det. På et tidspunkt overvejede jeg: Er det her for stor en mundfuld? Jeg tænkte, at det ikke ville vare længe, før forældrene til danske børn ville sige fra. For der var hele tiden slagsmål i frikvartererne, og de nye børn ændrede hele stedet. Så jeg var meget i tvivl. Nu ser jeg anderledes på det. Børnene og lærerne har faktisk bevist, at det her kan lade sig gøre. Det går fremad. Personalet har genvundet troen på sig selv. De underviser, og børnene lærer noget. Skridtene er små, men det går fremad. Børnene har fundet sig bedre til rette her. Og vi er blevet klogere.«

Vil du gøre det igen?

»Ja. Men det havde jeg ikke sagt for en måned siden.«

I skolegården beordrer lærerne de 36 børn på række, og i det samme ankommer en grøn bus. Døren går op, og én for én lader lærerne asylbørnene finde et sæde.

En dansk pige er på vej hjem og passerer køen. En asyldreng står med en tegning i hånden. Han smiler til hende. Hun smiler til ham og stopper, da han rækker tegningen frem.

»Er den til mig? Tusind tak,« siger hun og går videre.

Drengen smiler stadig, da det bliver hans tur til at finde en plads i bussen.