Slagsmålet mellem tobaksarvingerne i Færch-familien nåede mandag nye højder i Østre Landsret, hvor beskyldninger om løgn og manipulation føg gennem retslokalet.

Den opsigtsvækkende krig i landets 21. rigeste familie fortsatte mandag med uformindsket styrke i Østre Landsret i København, da 84-årige Tineke Færch igen sad over for sin datter, den 48-årige Merethe Færch, i den årelange, bitre strid.

Krigen mellem de stenrige medlemmer af en af familierne bag Skandinavisk Tobakskompagni brød ud, efter at datteren i 2006 købte aktier af moderen for 57 mio. kr. Efter handlen blev værdien af aktierne mangedoblet, og anklagen mod datteren går på, at hun har franarret sin mor en millionformue. Derfor kræver Tineke Færch nu, at datteren betaler hende 215 mio. kr. plus renter, der anslås at løbe op i ca. 40 mio. kr., fordi Merethe Færch, ifølge sin mor, havde skjult en viden om, at aktierne ville stige umådeligt meget i værdi.

Moderen anfører også, at datteren pressede hende til at sælge under dække af, at hvis de ikke handlede på det pågældende tidspunkt, ville datteren - pga. en stor skatteregning - risikere at skulle gå fra hus og hjem.

Tineke Færch kræver 215 mio. kr. plus renter af sin datter.
Tineke Færch kræver 215 mio. kr. plus renter af sin datter. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Tineke Færch oplevede det som sultne katte, der sad rundt om musen,« sagde Tyge Trier, mens den 84-årige kvinde under sin advokats to timer lange procedure sad og kiggede ned i bordet foran hende. Kun få gange kiggede hun op. Endnu færre gange kiggede hun på sin datter i den modsatte side af retslokalet.

»Jeg får det næsten helt dårligt,« sagde Tyge Trier undervejs i sin procedure.

Men hele sagen bygger, ifølge Merethe Færchs advokat Peter Schradieck på ‘tankespin, konspirations- og komplot-teorier’, der ikke har ‘hold i virkeligheden’.

»Det er fri fantasi. Der er ikke noget at komme efter. Alle sten i sagen er blevet vendt,« sagde Peter Schradieck, der slog ud med armene og henviste til byttens dom fra sidste år, hvor Merethe Færch vandt.

»Appellanten (Tineke Færch og Tyge Trier, red.) har ikke løftet bevisbyrden. Hvad baserer man sine påstande på? Vi ved det ikke. Man fremsætter påstande uden skelen til, om der er nogen dokumentation,« sagde Peter Schradieck.

Stemplet som utroværdig
I sidste uge afgav Merethe Færch forklaring i sagen, men det var ikke mange detaljer, hun kunne huske fra den handel, som kostede hende 57 mio. kr,. og som de seneste år har været ‘ganske utroligt belastende’ for hende, som hendes advokat i går bemærkede.

Men advokat Tyge Trier stemplede i går Merethe Færchs forklaring som ‘uvillig, forkert og utroværdig’.

»Merethe har ikke fortalt sandheden i landsretten. Forklaringen er ikke troværdig og må tilsidesættes af landsretten,« sagde Tyge Trier, der i går erkendte, at bevisbyrden måske ikke er løftet, men tillagde det mindre betydning end sin modpart, da bevisførelsen i insider-sager er vanskelig at løfte, fordi ingen med insiderviden har en interesse i at dele ud af den.

»Der har ingen modvilje været. Virkeligheden er, at der ingen dokumentation er for appellantens påstande,« replicerede Peter Schradieck.

Der falder dom i sagen 9. november.

Familien er skåret midt over

Krigen mellem mor og datter i familien Færch har sine omkostninger, fortæller Erik Stener Færch, der støtter sin mor, Tineke Færch, i kampen mod Merethe Færch.

»Familien er blevet brudt, skåret lige midt over. Min søster omtaler ikke længere mor som ‘vores’ mor,« siger Erik Stener Færch.

Han forklarer, at den 84-årige mor, der inden slagsmålet i Østre Landsret har tabt sagen i byretten og tabt sager mod sine tidligere rådgivere, nægter at give op for i stedet at nyde de sidste år af sit liv,

»Hun vil have retfærdighed. Det handler om, at hun er blevet snydt, bedraget og bestjålet,« siger Erik Stener Færch.

Talblind

Hvordan kunne hun være uvidende om, at aktierne ville stige i værdi?

»Min mor er talblind. Mor og far lavede den deling, at min mor stod for husholdningen, mens min far tog sig af det med pengene. Det har hun aldrig vidst noget om, for hun har aldrig talt med min far eller andre om penge,« siger Erik Stener Færch, der afviser, at det i virkeligheden er ham - som det i går blev antydet - der trækker i trådene, fordi han er gået glip af en formue.

»Inden min far døde, lovede jeg ham, at jeg ville hjælpe og støtte mor. Jeg vil nok gå glip af en bid, men jeg kommer ikke til at mangle noget,« siger han.

Merethe Færch har ikke ønsket at udtale sig til BT.