DRs vejrværter undskylder snestorms-bommert med falske Mug Shots
Voldsom sne-storm på vej. Sådan har overskrifterne lydt den seneste uge, hvor alle landets meteorologer forudsagde, at en snestorm ville feje over landet tirsdag.
Men prognoserne svigtede og den varslede snestormen, der skulle ramme Sjælland og Lolland-Falster udeblev på bedste manér. Kun lidt sne og snefygning fik de østlige dele af Danmark, mens Bornholm som den eneste landsdel kunne notere sig for en ægte snestorm.
Og hvad gør man så, når man er vejrvært og har taget så grueligt fejl. Hos DR Vejret har vejrværterne efter den vaskeægte snestormsbommert valgt på en humoristisk at undskylde til deres seere. Inspireret af de amerikanske forbryderfotos - de såkaldte Mug Shots - har vejrværterne taget sort hvide billeder af hinanden, hvor de holder et hvidt papir med deres navne og underteksterne 'Snowstorm Police Dep.
- Lad os bare sige, at vejrudviklingen ikke var helt som forudsagt, og så ved man jo, at der vil komme en masse reaktioner. Og vi vidste jo godt, at det var os, der havde fejlet, fordi vi havde valgt at tro på prognosen, så derfor tænkte vi bare, vi ville lægge os fladt ned og vise os som nogle forbrydere, forklarer vejrværten Anja Fonseca, der er én af de tre vejrværter, der poserer på billederne. Også hendes kollegaer Mikkel Fønsskov og Søren Jacobsen er blevet foreviget på de sort-hvide fotos.
- Det var bare en humoristisk måde at se en situation på, som for mange mennesker måske har været rigtig træls. Selv om der sikkert også er rigtig mange, der er glade for, at der ikke blev snestorm i store dele af landet, fortæller Anja Fonseca.
Siden vejrværterne lagde de sjove billeder ud på DR Vejrets Facebookprofil tirsdag eftermiddag, har billederne modtaget enormt meget respons. De fleste folk roser vejrværterne for den gode humor og selvironi.
- Det er god snestormshumor - hatten af for det (også fordi det ikke blæser så meget), skriver en af dem, der har kommenteret billederne.
Der er dog også enkelte, der - som forventet - giver vejrværterne lidt ris.
- Nu stopper det her, jo dygtigere de er til at finde ud af vejrudsigterne, jo være bliver de, skriver en irriteret seer.
Men Anja Fonseca, hvordan kan det egentlig være, at I tog så meget fejl?
- Selve de overordnede vejrforhold holdt, det var bare lavtrykket, der trak længere mod øst. Det gjorde, at det hårde vejr faldt længere mod øst og Bornholm - og ikke på Sjælland og på Lolland-Falster i det omfang, som prognosen forudsagde.
Men hvordan kan det ændre sig så meget?
- Sådan er det bare nogen gange med vejret. Hvis det var så nemt, så ville man aldrig lave fejl. Det er en svær størrelse at have med at gøre. Og nu havde prognoserne været konsistente over mange dage, og så var sandsynligheden for, at vi ville ramme bare størst, forklarer Anja Fonseca og tilføjer:
- Men heldigvis rammer vi rigtigt for det meste.
