DMIs varsel om risiko for skybrud over hele landet søndag kommer ikke til at gå i opfyldelse. Dog er der flere steder faldet kraftig regn.

Metereolog Jørn Thomsen fra DMI fortæller til bt.dk , at der er målt tæt på skybrud i Borris i det vestlige Midtjylland, hvor der faldt 14 mm regn på en halv time. Og kort tid efter klokken 23 søndag aften havde regnen fat i Lolland Falster, hvor der blev målt 13 mm regn på en halv time i Nykøbing Falster.

»Danmark har været ramt af kraftig regn og torden. Men risikoen for skybrud er nu helt væk over hele landet dog med undtagelse af Lolland Falster, hvor der stadig er en lille risiko,« siger Jørn Thomsen fra DMI.

Selvom det for nogle kan opleves som meget kraftigt, så vil danskerne ikke behøve at alliere sig med gummibåd og vaders i denne omgang. Selvom DMI nu melder, at der ikke længere er risiko for skybrud, så kan der godt komme skybrud meget lokalt. Risikoen er blot meget lille. Regnbygerne forventes at slippe landet helt ved tre-tiden natten til mandag.

DMIs prognose er, at regn- og tordenbygerne mandag bliver afløst af nogen eller en del sol med temperaturer op mellem 17 og 22 grader og kun lokale byger. Der kan også forekomme vind på omkring 10 meter i sekundet mandag.

BNB