Vejrguderne hyggede sig gevaldigt, da de tirsdag trak skybrud, torden, kulde og hedebølge ind over Danmark.

Det blev heldigvis kun til et enkelt skybrud tirsdag trods varsel om massive regnskyl på både Sjælland og Lolland-Falster.

Det ene skybrud fandt sted i Gadstrup på Sjælland, mens resten af landet slap med kraftig regn og torden.

Men det betyder dog ikke, at vejret ikke var ekstremt i forhold til, hvad der er normalt for Danmark, fortæller meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) John Cappelen.

»En meget sjov ting skete i går (tirsdag, red.), hvor der på Lolland blev målt en maksimumtemperatur på over 30 grader, mens der i Thy kun blev målt en maksimumtemperatur på 18 grader. Det er en ret stor forskel i sådan et lille land som Danmark,« siger han og tilføjer, at det næsten var som om, de to landsdele var to forskellige lande.

Derudover foregik den sidste del af tirsdagen stille og roligt, selv om DMI havde varslet skybrud.

»Der skal jo sendes varsler ud, hvis der er en vejrsituation, der kan afstedkomme de her ting. Og det kom jo også,« siger John Cappelen.

På trods af kun et enkelt registeret skybrud faldt der alligevel 23,9 millimeter regn på landsplan, lyder beskeden fra DMI.

Hos Falck havde man ellers forberedt sig på at modtage en del anmeldelser om vandskader, men fordi skybruddet i de fleste tilfælde kun blev til kraftig regn, er der indtil videre kun blevet indgivet otte anmeldelser i hele landet.

»Der er ikke noget ud over det sædvanlige - bare lidt småting. Så det er en typisk omgang med lidt vand i kælderen og den slags. Det er primært vand, som er sivet op gennem kloaksystemerne,« siger pressemedarbejder hos Falck Peter Miles.

Onsdag byder på sol de fleste steder med temperaturer på omkring 18-23 grader og svag til jævn vind med mulighed for enkelte byger i Jylland.