Den danske milliardærarving Christian Paulsen har mistet 54 millioner kroner på dristige investeringer.

Det skriver Børsen.

Christian Paulsen, som er søn af den tidligere skibsreder Tonny Dalhøj Paulsen, har præsenteret et svimlende underskud på hele 54 millioner i sit nye holdingselskab Pikes Peak Holding på blot et år. Selskabet oplyser selv, at beholdningen af dets værdipapir er dykket.

Det kom tidligere på året frem, at Christian Paulsen købte 15-20 procent af Lumigon, som har brugt et trecifret millionbeløb gennem årene på at udvikle den første danske smartphone.

Ifølge Børsen tyder det på, at investeringen i Lumigon, som har hovedkvarter i Sydhavn i København, ikke tegner lovende.

Selskabet vil sælge guldbelagte luksusmobiler til nyrige russere, arabere og asiatere. Men der er altså blevet præsenteret et enormt underskud.

Kørt i stilling som milliard-arving

Christian Paulsens far, Tonny Dalhøj Paulsen, tjente omkring to milliarder kroner på at opbygge og sælge containerrederiet Unifeeder sammen med sin forretningspartner Peter Bohnsen.

I 2014 overtog sønnen Christian Paulsen så faderens to holdingselskaber 360denmark og Seaone, der dengang havde en samlet formue på 1,6 milliarder kroner, men er nu selskaberne opløst, og Christian Paulsen har oprettet sine egne selskaber.

Christian Paulsen har ifølge Børsen tidligere givet udtryk for, at han ikke ønsker at oplyse, hvordan pengene forvaltes. Han ønsker heller ikke nogen omtale af sig selv.

Han er administrerende direktør i helikopter-virksomheden Charlie9 Helicopters, som han selv har startet. Virksomheden tilbyder VIP-helikopterflyvninger, hvor det er for det meste er Christian Paulsen selv, der flyver turene.

I modsætning til investeringen i Lumigon ser Charlie9 Helicopters faktisk ud til at være en god forretning. Sidste år gav virksomheden et overskud på 282.000 kroner - hvilket dog kun er en dråbe i havet sammenlignet med de smæk Christian Paulsen har fået på børsen.