En fødselslæge fra Kolding Sygehus har god grund til at føle sig stolt over sit arbejde.

Mohammed Khalil har nemlig to gange i løbet af et par måneder opnået den ultimative hæder – at få opkaldt et barn efter sig. Det skriver Sygehus Lillebælt på deres Facebook-side.

Det er to etnisk danske forældre par, der har valgt at opkalde deres nyfødte drengebørn efter den 48-årige Mohammed Khalil, der kom til Danmark fra Beirut som 18-årig.

»Det er da et kæmpe skulderklap til, at jeg gør mit arbejde godt. Jeg er ikke en perfekt person eller en perfekt læge. Men jeg må jo gøre noget rigtigt. Jeg føler mig meget privilegeret over at få lov til at være i en position, hvor jeg kan hjælpe andre. Det er også mig, der skal takke,« lyder det fra Mohammed Khalil til Fyens Stifttidende.

Et af de to nybagte mødre endte med et akut kejsersnit, og hun og hendes mand har skrevet et langt brev til Mohammed Khalil, hvori de takker for hans professionelle behandling.

Ifølge Khalil spurgte moren til hans navn under operationen, men han havde bestemt ikke regnet med, at den lille dreng ville få hans navn.

Læs også:

»Vi grinte lidt af det, og så glemte jeg det sådan set igen. Det var først et stykke tid efter, at jeg fik at vide, at de havde opkaldt deres barn efter mig,« fortæller han.

Khalil betyder ’min ven’ på arabisk.