Når man kun har 350 kroner tilbage, når alt er betalt, må man ty til andre midler for at give sit barn en rigtig konfirmationsfest med gaver, gæster og selvfølgelig mad.

I et indslag i 21 Søndag på DR1 søndag aften fortalte og viste Tippie Natasja Larsen Tofts familie, hvordan festen for deres datter blev til.

Budgettet til festen var strammet helt ind. Derfor gik Tippie Natasja Larsen Toft sammen med sin søster og mor dagen inden den store fest på jagt i skraldecontainere for at finde den mad, konfirmationsgæsterne skulle spise et døgn senere.

»Det var et nødvendigt træk for overhovedet at kunne holde festen«, fortalte moderen Dorte Søgaard til 21 Søndag.

Hun fortæller til BT, at der kun står 350 kroner tilbage på bankkontoen, når alt er betalt, og derfor har familien haft svært ved at lægge penge til side.

Mens Tippie Natasja Larsen Tofts klassekammerater blev hentet ved kirken af limousiner og smarte veteranbiler, stillede en bekendt en traktor til rådighed for hende. Onklen lejede festlokalet, bordpyntet var sponsoreret, og køkkenpersonalet til festen meldte sig frivilligt på Facebook. Og maden? Ja, den blev fundet i supermarkedets containere.

Dorte Søgaard er med i foreningen Madam Skrald, der samler mad ind til økonomisk trængte familier. Cirka én gang om ugen samler hun og hendes to døtre supermarkedernes kasserede mad ind.

»Det er rart at kunne samle mad ind til andre end kun os selv. Det er brug for, at der bliver sat fokus på det her problem«, siger Dorte Søgaard til BT.

»Det er ufatteligt, at supermarkederne smider så meget mad ud, som andre kan få gavn af«, siger hun.

Dorte Søgaard er glad for at kunne give en rigtig konfirmationsfest for sin datter. Tippie Natasja Larsen Toft har ifølge Dorte Søgaard haft en svær skolegang, og en rigtig konfirmationsfest faldt på et tørt sted.

»Det har været en lang vej at nå hertil. Min datter er blevet mobbet meget i skolen. Hun er heller ikke i skole i dag efter indslaget i går. Vi er gået ud med det her, fordi folk skal holde op med at mobbe. Man kan også være et godt menneske, selv om man ikke går i Lewis-bukser og det dyreste tøj«, siger hun.

Udover hjælp fra de nærmeste har Dorte Søgaard fået legater for 2500 kroner, som blandt andet er gået til leje af lokale. Moderen har fået en del negative kommentarer efter indslaget i 21 Søndag. Hun mener, at det er et samfundsproblem, at der er forskel på konfirmationsfesterne.

»Det er urimeligt, at nogen skal have lov til at have en fest for 100.000 kroner. Man er nødt til at fortælle til sine børn, at der er en grænse. Det går ud over fællesskabet, når nogen har råd til at have en kæmpe fest, mens andre må 'skralde' for at have råd til det«, siger Dorte Søgaard.

Mens mange konfirmander tager i Tivoli og holder en mindre polterabend på blå mandag, har Dorte Søgaard besluttet, at datteren også skal have en andendagsoplevelse - også selv om det koster.

»Klassekammeraterne har ikke holdt blå mandag endnu, men de skal til Køge. Min datter har ikke så mange venner, så jeg har besluttet, at hun ikke skal snydes. Hun skal ind og høre Joey Moe på Bakken. Det koster lidt, men så må jeg spare på nogle andre ting«, siger Dorte Søgaard.

Dorte Søgaard har været sygemeldt de seneste fire år for migræne, men er netop kommet i fleksjob 15 timer om ugen.