Der strømmer positive tanker og gode hensigter i Dorte Søgaards retning. Dorte Søgaard blev i et indslag i 21Søndag kendt som »skralde«-moderen, der samlede mad ind til datterens konfirmation i supermarkeds-containere.

Flere læsere er blevet så rørt over historien, at de nu vil give et økonomisk bidrag til familien. En kvindelig bidragsyder, Christina, der selv har en datter, der skal konfirmeres om to år, er en af dem.

»Jeg blev meget rørt. Det rørte mig mest, at datteren er blevet mobbet, og så skiller hun sig måske endnu mere ud. Jeg håber, hun får en god koncert på Bakken«, siger hun.

Dorte Søgaard har inviteret datteren Tippie Natasja Larsen Toft til blå mandag om nogle uger. Her skal familien på Bakken og høre Joey Moe.

Læs også:

Ifølge Christina selv, er hun ikke i samme økonomiske bekneb som Dorte Søgaard og Tippie Natasja Larsen Toft, men hun er forbløffet over, at der i dagens Danmark er borgere, der ser sig nødsaget til at »skralde«.

»Jeg synes selvfølgelig, det er synd, at man bliver nødt til at »skralde«. Det er som om, konfirmationsfester griber om sig, og man behøver jo ikke at blive kørt i store, flotte biler. Omvendt er det selvfølgelig også et spørgsmål om planlægning«, siger Christina, hvis efternavn, BT er bekendt med.

En mand, der ønsker at være anonym, har tilkendegivet, at han økonomisk vil forsøde Tippie Natasja Larsen Tofts tilværelse.

»Jeg var ked af at høre, at hun skulle »skralde« for at have mad til festen. Det er tragisk. Da jeg hørte, at hun skulle holde andendagen, tænkte jeg, at jeg kunne bidrage med en skilling«, siger han.

Familien fortæller, at de kun har fået positiv respons på deres historie i medierne.

»Det er strømmet ind med mange »likes« på Facebook. Vi havde slet ikke forventet, at historie ville få så meget omtale«, siger Dorte Søgaard.