Vi har ingen tålmodighed, når det kommer til at holde fingrene fra julekalenderen – vi åbner eller skraber den før tid. Det har fået den den juleskeptiske eksminister Manu Sareen til at lave en julekalender, der kun kan åbnes til tiden og som tager julens vaner og familien Danmark under kærlig behandling. Se i indslaget herover, hvordan projektet blev til.

Forfatter og tidligere minister Manu Sareen og tegner Lars Ole Nejtsgaard er i disse dage i fuld gang med at lægge sidste hånd på en helt speciel julekalender, der tager pulsen på danskernes forhold til julen.

Manu Sareen og Lars Ole Nejtsgaard har fundet inspiration til hovedpersonerne i 'En skrabet Julefortælling' hos helt almindelige danske familier.

»Min fortælling er et kig ind i en familie, der oplever julens aspekter på godt og ondt. Vi følger familien gennem nisseordninger, juleslips, figner og dadler, gavepanik, bagning, skolearrangementer, ænder, grise, pakkeleg – og alle de andre ting, som udspiller sig i Danmark gennem december,« siger Manu Sareen.

I Manu Sareens julefortælling, der tager udgangspunkt i huset, der ses på årets Quick skrabekalender, møder vi den nordjyske, storbagende og juleelskende Hanne og hendes mand, den juleneutrale og flegmatiske Morten, som er slagter og knokler sig ned hver jul, fordi kunderne skal ha' flæskesteg, blodpølse og leverpostej i en grad, så han ikke orker mere jul midt i december. Vi møder også familiens to teenagebørn Bolette og Kenni samt den julenysgerrige kioskejer Kuldip, der gerne vil forstå julen og få et tættere forhold til sine kunder.

Hver dag op til jul afsløres et nyt afsnit af julefortællingen på www.enskrabetjulefortaelling.dk. Historien kan både læses og høres, og Manu Sareen har selv indtalt de 24 afsnit.