Eksperter advarer om at landets skoler er på vej til at blive delt efter, hvor ressourcestærke forældrene er.

Børn af rige forældre går på de samme skoler, mens børn af fattigere forældre går på andre skoler, skriver Ugebrevet A4.

En ny analyse viser, at der kan være dybe kløfter selv mellem skoler, der ligger lige ved siden af hinanden. Det får eksperter til at advare om, at landet bliver opdelt i første- og andenrangsskoler.

Børn af rige forældre vokser op i ghettoer, hvor alle har den samme økonomiske og uddannelsesmæssige baggrund som dem selv, mens børn af fattige forældre kommer til at mangle forbilleder i klasseværelset.

Det mener en af landets førende skoleforskere professor Niels Egelund fra Aarhus Universitet.

Hans advarsel kommer efter en analyse af forældrenes gennemsnitlige indkomster i hver eneste af landets 1.862 folke- og privatskoler.

Det er journalisterne Tommy Kaas og Niels Mulvad, der har analyseret forskellene i forældrenes ressourcer.

På Sct. Josef Søstrenes Skole i Gentofte Kommune har forældrene en gennemsnitlig husstandsindkomst på 1,5 millioner kroner, hvilket er det højeste i landet, mens forældrene på Tybjerg Privatskole i Herlufmagle på Vestsjælland har den laveste gennemsnitlige husstandsindkomst med omkring 80.000 kroner.

- Jeg ville personligt nødig have børn gående på en fattig skole, når der er en rigmandsskole i nærheden, fordi jeg ville have fornemmelsen af, at mine børn gik på b-skolen, siger Niels Egelund, der er en del af Undervisningsministeriets Skoleråd, der overvåger kvaliteten i landets folkeskoler.

BNB