Skoler blander sig i usunde madpakker

Flere folkeskoler blander sig, hvis dit barn har usunde madpakker med. Det er ikke en løftet pegefinger, men en støtte, lyder det fra skolerne.

Sukker, sodavand og saft hører ikke hjemme i madpakken. Det mener flere sydjyske folkeskoler, som sågar griber ind, hvis eleverne har usunde madpakker med, viser en rundspørge JydskeVestkysten har lavet.

Skoler med fokus på sund kost og nultolerence overfor sukker tager fat i forældrene, hvis kosten ikke lever op til standard.

– Vi har børnene i de timer, hvor de gerne skulle lære noget. Vi fortæller til forældremøder, hvilken mad vi ikke tolererer, og vi taler også med børnene om det, hvis vi ser, de har usunde madpakker med, siger viceskoleleder på Sønderrisskolen i Esbjerg, Søren Rahbek.

Her har man valgt helt at forbyde kage, slik, sodavand, saft og juice i hverdagen. Og som hovedregel også til fødselsdage.

– Vi formulerer det positivt, for det skal ikke opfattes som en løftet pegefinger. Vi har da oplevet, at forældrene siger, »det skal skolen sgu ikke blande sig«, men langt de fleste opfatter det som en støtte, siger Søren Rahbek til JydskeVestkysten.

Den samme madpolitik har man indført på Dronning Dorothea Skolen i Kolding.

– Vi har længe haft fokus på den sunde madpakke, og vi accepterer ikke slik og sodavand. I år vil vi stramme yderligere op og også forhindre, at børnene spiser sukker i frikvarteret, siger lærer på Dronning Dorothea Skolen, Jane Skouboe.

Men selvom det er vigtigt at fokusere på sundhed, kan det nemt tage overhånd, når skolen begynder at blande sig i madpakken, mener forsker i børnesprog og socialisering, Martha Sif Karrebæk.

– Det er lidt firkantet. Rugbrød er altså ikke den eneste måde, man kan leve sundt, siger hun.

BNB


Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

FÅ ET GODT TILBUD - tilmeld dig BT SHOP og spar 50% på oplevelser, rejser og meget mere.