Danske skoleelever sidder ofte alene uden lærer på grund af lærermangel, viser en rundspørge.

Mange folkeskoleelever oplever at gå i skole, uden der er en lærer til stede, når der er time.

En rundspørge, som Politiken har foretaget blandt landets cirka 1.200 folkeskoler, viser, at elever på omkring 200 af skolerne i varierende grad sidder alene i undervisningstiden.

Blot 21 procent af de 353 skoleledere, der har svaret i rundspørgen, svarer, at det aldrig sker, at børnene modtager undervisning uden helt eller delvist opsyn.

34 procent svarer, at det sker - lige fra »ofte« til »sjældent«. Knap halvdelen svarer »næsten aldrig«.

68 skoleledere peger på, at manglende midler til at ansætte vikarer er den væsentligste årsag til lærerfraværet.

Formanden for Skole og Forældre, Mette With Hagensen, kritiserer tallene.

»Vi sender vores børn i skole, fordi de skal have god undervisning, og så er det ikke godt nok, at de sidder og laver opgaver eller lektier, mens der lige kommer en og kigger til dem en gang imellem,« siger hun til Politiken.

Årsagerne er ifølge flere skoleledere og forskere blandt andet et stigende sygefravær for lærerne, mindre forberedelsestid og de nye arbejdstidsregler, der blev indført samtidig med den nye skolereform i år.

Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, betegner elevernes alenetid som et stigende problem.