Skolelærerne har fået mindre tid til at forberede undervisningen, og det har ifølge skolelederne konsekvenser for undervisningen.

Nye arbejdstidsregler betyder, at skolelærerne har fået mindre tid til at forberede sig. Og det smitter af på kvaliteten af undervisningen.

Det vurderer et flertal af skoleledere i en rundspørge, som Politiken har foretaget.

Af de 341 skoleledere, der har svaret, oplever 62,8 procent, at lærerne bruger mindre tid på at forberede undervisningen. Og mange steder går det ud over undervisningen, lyder vurderingen.

Af de 62,8 procent mener tre ud af fire, at den mindre forberedelsestid i høj eller i nogen grad har negative konsekvenser for undervisningen.

De nye arbejdstidsregler, der trådte i kraft samtidig med folkeskolereformen i august, betyder, at lærerne skal underviser to klokketimer mere om ugen.

Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo, siger, at den mindre forberedelsestid går ud over kvaliteten af undervisningen.

»God undervisning er afhængig af, at den bliver tilrettelagt efter den enkelte elev. Med mindre forberedelsestid går muligheden for at differentiere fløjten,« siger Anders Bondo til Politiken.

Michael Ziegler (K), der var chefforhandler for Kommunernes Landsforening under forårets overenskomstforhandlinger, siger til Politiken, at skoleledernes svar »gør indtryk«.

Men han mener, der stadig er tid til forberedelse og andre opgaver, selv om lærerne nu skal undervise to timer mere.