Folkeskolen er udfordret af de mindre begavede elever, som tidligere gik i specialklasserne, fordi de kræver mere tid, end der er til rådighed, erkender formanden for Skolelederforeningen.

Børn med en lav IQ, der førhen gik i specialklasserne, får ifølge en række psykologer og neurologer ikke den nødvendige hjælp i skolen.

Formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal erkender, at folkeskolen er udfordret af netop den gruppe børn.

»Skolen er udfordret af den type børn, fordi vi i de her år laver den omvendte kvalitetsdagsorden, der hedder, at vi før troede, at vi gjorde børnene med en lav IQ en tjeneste ved at sende dem i specialklasser. Men forskningen viser, at vi tog fejl. Det betyder, at vi skal til at forstå kvalitet og læring på en anden måde, netop ved at de har bedre af at være inkluderet i fællesskabet,« siger Claus Hjortdal.

Når flere børn med særlige behov bliver inkluderet i almindelige klasser, kommer der ikke bare flere urolige elever. Der kommer også flere stille børn, som officielt har indlæringsproblemer. Det skriver Jyllands-Posten lørdag.

Psykologer og neurologer siger dog til avisen, at mange af de stille børn har en lavere IQ end gennemsnittet, og at de tier stille, fordi de ikke kan følge med i undervisningen - ikke fordi de for eksempel er ordblinde.

Claus Hjortdal er enig i, at diagnosebørnene tager for meget fokus fra de mindre begavede børn.

»Børn med en lav IQ er typisk karakteriseret ved, at de ikke har en diagnose. Og vi laver sjældent intelligenstests på børn i folkeskolen. Derfor skal vi være endnu mere opmærksomme på dem og se, om vi kan blive bedre til at finde den vej ind til børnene, som gør, at vi som lærere føler os sikre på, at det, vi gør, er godt nok,« siger han.

Ifølge Claus Hjortdal er der dog nogle elementer i folkeskolereformen, der gør det svært for lærerne at løse opgaven.

»Der er så meget fokus på karakterer og tests, som gør, at de her børn får nogle negative resultater. Og da lærerne skal nå mange ting, bliver de udfordret på, at der er nogle, som måske ikke når de resultater, de skal,« siger han.

En kortlægning fra 2013 viser ifølge Jyllands-Posten, at den største gruppe børn, som skal inkluderes, netop er børn med generelle indlæringsproblemer.

Ifølge avisen har omkring 13 procent af befolkningen en IQ på mellem 70 og 85, hvor en IQ på 85 til 115 er det normale.