I samme øjeblik jeg så scenen på skærmen, vidste jeg den var gal, siger skoleleder Anders Bendtsen

- Jeg påtager mig det fulde ansvar for det, der er sket, og kan kun understrege, at det ikke gentager sig.

Stokkebækskolen leder Anders Bendtsen var blandt de fremmødte, da en 9.klasse i mandags viste en selvproduceret video om mobning til en morgensamling.

En video indeholdende en voldsom selvmordsscene, der fik flere af skolens mindste elever til at bryde grædende sammen.

- Ja, det var en ubehagelig oplevelse. Det var ikke kun børnehaveklassebørnene, der brød sammen, men også ældre elever. Jeg så sågar én fra 7. klasse, der blev ked af det, siger skolelederen.

- Desværre havde jeg ikke set videoen igennem først – havde jeg det, ville vi naturligvis ikke have vist den for de mindste, siger Anders Bentsen, der umiddelbart efter forevisningen skrev et brev til alle skolens forældre.

- Ja, jeg beklagede det hændte, men understregede også, at jeg nu i fremtiden selv vil gennemse eventuelle elevprojekter, før de bliver vist for hele skolen. Det her må ikke gentage sig, slår skolelederen fast.