SSP-konsulent i Randers Kommune Claus Hansen anbefalede Vestervangsskolens ledelse at politianmelde fire elever, som angreb en lærer med snebolde, så han blev så forslået, at han måtte opgive undervisningen resten af dagen.

Det skriver Randers Amtsavis.

»Jeg blev kontaktet af skolens ledelse, som bad mig vurdere, hvordan den skulle reagere på episoden. Og som jeg fik hændelsen refereret, var der for mig ingen tvivl om, at der var tale om mere end drengestreger. For mig lyder det, som om der har været tale om et decideret planlagt voldeligt overfald,« siger Claus Hansen til avisen.

Episoden fandt sted i fredags efter et frikvarter. Ifølge den udlægning af sagen Claus Hansen har hørt, stod en gruppe drenge og ventede på den mandlige lærer. Da han dukkede op, bombarderede de ham med stenhårde snebolde. Alle drengene havde hætterne trukket op om hovederne, så de kan beskrives som maskerede.

»Alle ved, at snebolde lavet af tøsne kan være endda meget hårde, og jeg fik yderligere at vide, at flere af lærerens kolleger, som havde overværet bombardementet, var rystede og havde kaldt det »stærkt grænseoverskridende«. På den baggrund var der for mig ingen tvivl om, at der var var tale om et regulært voldeligt overfald,« siger Claus Hansen til Randers Amtsavis.

SSP-konsulenten påpeger desuden, at der må tages hensyn til læreren, det gik ud over. Skulle han få skader som følge af episoden, vil han kun kunne få erstatning, hvis sagen er politianmeldt.

BT har forsøgt at få en kommentar fra den pågældende lærer, men han ønsker ikke at udtale sig om sagen.

Vi arbejder på at få en kommentar fra Claus Hansen.