At uddanne skoleelever i førstehjælp kan betyde, at flere liv bliver reddet. Det mener både undervisnings- og sundhedsministrene samt en læge, som bifalder en ny indsats i folkeskolen.

Hvordan genopliver man et menneske, der har fået hjertestop? Og hvordan håndterer man en hjertestarter?

Det kan skoleelever i 7.-10. klasse lære med en instruktionsvideo fra TrygFonden på mindre end en halv time, mens de samtidig skal afprøve genoplivningssituationer på dukker på gymnastiksalens gulv flere gange.

- Formålet er ganske enkelt, at vi gerne vil uddanne en ny generation af førstehjælpere. Det ønsker vi at gøre, fordi det er den nye generation, som er fremtiden, men også fordi de kan give det videre til deres familier hen over aftensmaden. Dermed får vi en dominoeffekt, så endnu flere lærer hjertelungeredning, siger Grethe Thomas, som er projektleder hos TrygFonden.

I dag, torsdag, prøver eleverne på Bangsbostrand Skole i Frederikshavn som de første, projektet af. Et projekt, som skal ruste eleverne til, hvis de en dag bliver vidner til hjertestop. Undervisningen er en del af TrygFondens nye landsdækkende indsats »TrygFondens Hjertestart i skolen«.

I sidste uge kom det frem, at kun hver anden folkeskole lever op til de obligatoriske krav om undervisning i førstehjælp. Alligevel ønskede børne- og undervisningsminister, Christine Antorini (S), ikke at blande sig, da hun mente, at førstehjælp er »skolernes eget ansvar«. Den mening holder hun fast i, men »bakker fuldt op« om TrygFondens initiativ.

- Skolerne skal allerede i dag undervise i førstehjælp som en del af emnet færdselslære, og det er skoleledernes og kommunernes ansvar, at det sker. Hvis Trygfonden kan spille en aktiv rolle i det arbejde, er det rigtig fint, siger Antorini.

3.500 danskere bliver hvert år ramt af et hjertestop uden for hospitalet, og det er kun omkring 10 procent, der overlever. Ifølge læge og forsker ved Hjerteafdelingen på Gentofte Hospital, Mads Wissenberg, kan det nye hjertestarterprojekt på folkeskoler have en meget gavnlig effekt på de dystre statistikker.

- Flere undersøgelser viser, at uddannelse og træning af befolkningen kan øge antallet, der træder til og udfører genoplivningsforsøg i tilfælde af et hjertestop. Og vi ved fra vores egne og andre undersøgelser, at chancen for at overleve et hjertestop uden for hospital er cirka tre til fire gange større, hvis der ydes hjertelungeredning, inden ambulancen når frem. Så det er afgørende for patientens chance for overlevelse, at vi kan få flere til give genoplivning i tilfælde af hjertestop, siger han.

Også sundhedsminister Astrid Krag (SF) bifalder det nye initiativ.

- Det er i bogstaveligste forstand et spørgsmål om liv eller død. Derfor er jeg også utrolig glad for det her projekt, som forhåbentlig vil betyde, at rigtig mange elever lærer, hvordan de kan bruge en hjertestarter og give førstehjælp, hvis et menneske i deres nærhed falder livløs om. For de mange hjertestartere, der er sat op rundt omkring, er jo ikke meget værd, hvis vi ikke tør bruge dem, når uheldet er ude, siger Astrid Krag.

Skoler over hele landet bliver tilbudt TrygFondens materiale.