Du får kortere tid at rejse i, hvis du bruger Rejsekortet i stedet for billetter eller klippekort. Det skriver Søndagsavisen.

Mens du med billet eller klippekort blot skal være steget på bussen eller toget, inden tiden er løbet ud, forholder det sig omvendt med rejsekortet. Her er det udstigningstidspunktet og ikke påstigningstidspunktet, der afgør, hvad du ender med at betale. Og det er en forringelse. Det erkender centerchefen i ét af de trafikselskaber, der er gået over til Rejsekortet, Anders Due fra Movia.

- Det er ganske rigtigt en forringelse i forhold til klippekortet. Men jeg kunne omvendt spørge: Synes du, at du har fået to rejser eller én rejse for ét klip, og hvorfor skal dine medrejsende betale for, at du får to ture for den samme pris?, siger han til Søndagsavisen.

At rejsekortet forkorter gyldigheden på din rejsehjemmel, kommer som en overraskelse på Christiansborg.

- Hvis noget forhøjer billetpriserne, er det ikke rimeligt. Indimellem får jeg faktisk mistanke om, at man bruger nye systemer som det her til at smide skjulte prisforhøjelser ind og så bare håber på, at brugerne ikke opdager det, siger trafikordfører i Enhedslisten Henning Hyllested.

Faktisk kan turen med Rejsekortet blive endnu dyrere, end du regner med, selvom du både kan nå frem og tilbage inden for den gyldige tid. For går der mere end 29 minutter mellem dine ind- og udtjek undervejs på en rejse, bliver det takseret som en ny rejse, selvom du samlet set kunne være nået hjem inden for den gyldige tid.

Kun ét sted i landet behøver de ikke ærgre sig over Rejsekortets forringede vilkår. I Aarhus har man altid skullet være ude af bussen, inden klippekortet udløber.

KILDE: Søndagsavisen