Grandprix-legenden Jørgen Ingmann, der døde i lørdags, var gennem hele livet forelsket i sin ekskone Grethe, som han blev skilt fra i 1976.

Det fortæller hans mangeårige ven og musiker Laif Møller Lauridsen til BT.

»Han var nok forelsket i hende lige til hendes død. Han har aldrig sagt noget skidt om hende,« siger han.

Musiker-parret Grethe Ingmann og Jørgen Ingmann blev for alvor folkeeje, da de vandt Det Europæiske Melodi Grand Prix i 1963 med sangen ‘Dansevise’ og nåede andenpladsen på den amerikanske Billboard-hitliste med sangen ’Apache’ i 1961.

LÆS OGSÅ

Privat dannede de også par. De blev gift i Filips Kirke på Amager i København i 1956, og sammen fik de to børn. I 1976 kunne kærligheden dog ikke holde længere, og parret blev skilt.

Laif Møller Lauridsen fortæller, at skilsmissen blandt andet fik Jørgen Ingmann til at drikke.
Så ikke sine børn

»Skilsmissen tog hårdt på Jørgen. Og når man har hjertesorger, så er det letteste at gøre at tage sig en lille én. Og det er ikke nogen hemmelighed, at det gjorde Jørgen også,« fortæller han.

SE OGSÅ

Jørgen Ingmann 1

I en periode var der så meget knas mellem de to, at Jørgen Ingmann end ikke så sine børn.

»Efter nogle år - jeg tror det var i 1984 - spurgte Grethe mig så: Hvordan har Jørgen det egentlig? Jeg svarede, at han savnede børnene. Bagefter bad hun mig om at overbringe en invitation til juleaften, hvor hun så ville sørge for, at det kun var dem og børnene. Arrangementet gik over al forventning, og dér blev de forenet igen uden dog nogensinde at blive kærester igen,« siger han.

LÆS OGSÅ

Skilsmissen fra Grethe var medvirkende til, at Jørgen Ingmann trak sig fra rampelyset i 1984. Som en næsten symbolsk handling gav Jørgen Ingmann sine guitarer til Laif Møller Lauridsen efter indspilningen af Disney Diamond Jubilee-pladen i 1983.

»Efter den plade sagde han til mig: Nu har jeg lavet min sidste plade, så nu skal du overtage mine guitarer,« siger Laif Møller Lauridsen, der stadig har guitarerne.

At han isolerede sig, er dog ikke ensbetydende med, at han var ulykkelig, fortæller vennen.

»Han havde det godt i sin ensomhed,« siger Laif Møller Lauridsen.

Jørgen Ingmann var fra 1979 til 1981 i en kort periode gift med Gitte Heide, mens Grethe i forbindelse med skilsmissen mødte reklamemanden Bo Augustinus, som hun blev gift med i 1977. De var gift i 12 år.