Skilsmisser skal ikke bare være et privat anliggende, som samfund skylder vi de mange skilsmissebørn at gøre mere for at holde sammen for deres forældre, påpeger forsker.

Der er en voksende erkendelse af, at det er et samfundsmæssigt anliggende at forhindre skilsmisse.

Samtidig er der dokumentation for, at kurser med fokus på kommunikation kan være med til at redde parforhold, skriver Kristeligt Dagblad.

»Hvis vi skal tage stilling til, om der for eksempel skal bruges penge på en hjerteoperation, er det nemt at formidle, fordi det er et spørgsmål om liv og død. Når vi taler om at forebygge skilsmisse, rejser spørgsmålet sig, hvor meget vi skal blande os i det enkelte menneskes liv. Man skal heller ikke blive sammen for enhver pris. Men meget tyder på, at mange tusinde par kunne få et godt liv sammen, hvis de fik nogle redskaber til det,« siger Anne-Dorthe Hestbæk, afdelings-leder ved SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, som er ansvarlig for den nye rapport »Parinterventioner og samlivsbrud«.

Rapporten har undersøgt 13 forskellige metoder til skilsmisseforebyggelse, hvoraf tre har en positiv dokumenteret effekt. God kommunikation er ikke overraskende en vigtig faktor, når et parforhold skal klare skærene, viser forskningen ifølge Kristeligt Dagblad.

Og det er vigtigt, at samfundet gør mere for at forhindre, at hver tredje barn vokser op i en skilsmissefamilie - også selv om mange danskere sikkert vil mene, at skilsmisse hører privatlivet til, påpeger Anne-Dorthe Hestbæk.

»Det er selvfølgelig på grænsen, og det er nok også derfor, at det ikke har været så højt prioriteret rent politisk. Men når man ser på, hvor mange børn, der oplever deres forældre blive skilt eller gå fra hinanden, vil der sikkert være mange børn og familier, der ville have været glad for at få hjælp til at forældrene kunne komme overens med hinanden. Man skal ikke blive sammen, hvis parforholdet er dødsdømt, men så kan man få nogle redskaber til at gå fra hinanden på en ordentlig måde. Der kunne være et samfundsmæssigt perspektiv i at sige, at hvis der er nogle familier, man kan hjælpe med at holde sammen, så tror jeg, man har gjort mange børn en tjeneste,« siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.