Konfirmationen er en festdag, hvor forældre sender deres barn op i de voksnes rækker. Men i nogle skilsmissefamilier ender forældrenes bitre stridigheder med at overskygge glæden.
17-årige Viktoria Flørnæss fra Holstebro havde glædet sig til sin konfirmation, men i stedet skulle den blive startskuddet til alvorlige mentale problemer, depression og selvmordsforsøg - på grund af en konflikt mellem hendes skilte forældre, hvor hun endte som ufrivilligt gidsel.
»Når jeg er gæst ved konfirmationer i dag, får jeg stadig helt ondt i maven,« siger hun til BT.
For tankerne vender uværgeligt tilbage til hendes egne oplevelser fra konfirmationen i 2012. Oplevelser hun er så ked af, at hun nu vælger at stå frem med sin historie, så andre skilsmissebørn måske kan lære af hendes bitre erfaringer.
Hun kontaktede BT efter at have læst artiklen om en sag fra Horsens, hvor præsten bad en konfirmand vælge, om hun ville sidde sammen med faren eller moren i kirken. Forældrene er skilt og nægtede at sidde på samme bænk. Faren klagede efterfølgende over præsten til menighedsrådet og sagen ligger nu hos Århus Stift.
Nægtede fælles konfirmationsfest
Viktoria Flørnæss' forældre blev skilt, da hun var seks år gammel, men i starten gik samarbejdet mellem dem forholdsvis godt. Det skulle dog ændre sig, da Viktoria stod foran at skulle konfirmeres.
»Til at starte med fortalte jeg mine forældre, at jeg ville have en fælles konfirmationsfest ligesom alle andre. Men det havde min far ikke lyst til, og han ville heller ikke betale til en fest, som han ikke selv ville være en del af,« fortæller hun.
Og det selvom forældrene havde holdt en fælles fest for begge Viktorias ældre søskende, da de blev konfirmeret.
Men faren følte, det ville være akavet at deltage i en fest med morens del af familien, som han ikke ønskede at pleje omgang med.
»Han fik hele sin del af familien til at sige nej til at komme til min konfirmationsfest,« siger Viktoria Flørnæss.
Ifølge den 17-årige pige forsøgte moren at nå frem til et kompromis. Hun forsøgte blandt andet at foreslå, at festen kunne holdes i et forsamlingshus midt mellem farens daværende bopæl på Djursland og morens hus i Vestjylland. Men forgæves.
Artiklen fortsætter under billedet.
Så Viktoria Flørnæss måtte opgive drømmen om en samlet konfirmationsfest. Moren endte med at arrangere festen, mens faren inviterede hende ud at spise sammen med sin del af familien.
»Men det var ikke sådan, at jeg stillede mig op og sagde 'kære mor og far. 1000 tak fordi I kom til min konfirmation og gjorde dagen til noget særligt',« siger Viktoria Flørnæss.
Depression og selvmordsforsøg
Da forældrenes stridigheder brød ud i lys luge under forberedelserne til konfirmationsfesten ramte det den dengang 13-årige Viktoria Flørnæss hårdt. Året efter sin konfirmation blev hendes problemer så alvorlige, at hun måtte gå til psykologsamtaler.
»Det hele startede i forbindelse med min konfirmation. Jeg har siden fået konstateret en depression på grund af forældresvigt fra min fars side,« siger hun.
Konflikten mellem forældrene blev kun værre efter Viktorias konfirmation, og det samme gjorde hendes problemer.
»I oktober blev jeg indlagt på grund af selvmordsforsøg. I dag får jeg antidepressiv medicin, men jeg er begyndt at få det bedre,« lyder den opmuntrende melding fra Viktoria Flørnæss.
Hun opfordrer andre skilsmissebørn til at være mere stædige, end hun i sin tid var, og insistere på, at forældrene retter ind og holder den konfirmationsfest, de drømmer om.
»Jeg har virkelig fortrudt, at jeg bukkede under for presset og gik med til at der ikke blev holdt en samlet fest. Så jeg vil anbefale, at du mærker efter, hvad du selv har lyst til og vælger ud fra det. Det drejer sig kun om en dag, hvor forældrene lige skal kunne være i samme rum, så de skal simpelthen kunne tage sig sammen og gøre det for din skyld,« siger Viktoria Flørnæss.