En række rige danske direktører og virksomhedsejere er blevet taget på fersk gerning i at snyde i skat.

Ved en aktion på Strandvejen i København Kristi Himmelfartsdag lykkedes det Skat at fange 31 skattesnydere ved bare, at vinke folk i dyre Porscher og BMW’er ind til siden - og så undersøge om de har betalt fuld skat af bilen.

Siden har Skat gået på rov hos de 31 skattesnydere for at undersøge, om de også snyder med andre ting.

- Foreløbigt har vi fundet for 11 millioner kroner. Det er rigtigt mange penge. Desværre er det, hvad vi typisk ser, siger Mikael Petersen, der er SKATs tovholder på projektet.

- Direktørerne lader ofte firmaerne betale sine private udgifter, så de slipper for at betale skat.

Firma med hestetrailer

- Vi fandt dyre lejligheder og villaer købt af firmaet, der var lejet ud til direktørens børn til en brøkdel af prisen. Og vi har også fundet adskillige hestetrailere ejet af firmaer, der intet har med heste at gøre, samtidig med at direktørens børn tager til ridestævner. Kun fantasien sætter grænsen. Typisk er i øvrigt, at når vi undersøgte de 200 ansatte i en virksomhed, så var alt i orden. Imens snød direktøren, siger Mikael Petersen

- Meget af den opdagede svindel handler om bilsvindel, hvor direktører i op til fem år har kørt i biler til flere millioner, uden de har betalt skat af en firmabil. Eller hvor man i et firma har lavet fiktive handler for, at en dyr sportsvogn pludselig ser billig ud, så direktøren kan spare en formue i skat.

Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) vil 'fremover holde vågent øje' med de danske rigmænd

- Det er en utrolig kreativitet folk kan præstere i forsøget på at undgå at betale det de skal. Det er naturligvis helt uacceptabelt, skriver skatteminister Troels Lund Poulsen.

Direktørerne som lader firmaet betale private udgifter risikerer ikke bare et skattesmæk, men også en tur i fængsel for mandatsvig. Det forklarer professor Lars Bo Langsted, ekspert i økonomisk kriminalitet.

- Har virksomhedens bestyrelse ikke givet lov til at direktøren lader firmaet betale sine private udgifter, så kan det være mandatsvig, siger han.