Afsløringerne i sagen om Vejle Havn, der har misbrugt offentlige midler til den helt store guldmedalje, bliver ved med at vælte frem.

Havnechef Per Kristiansen er ellers allerede blevet smidt på porten efter at have godkendt det massive forbrug af dyre vine, rejser, smarte solbriller og kunst for en værdi af en million skatteyderbetalte kroner, men detaljerne om, hvordan pengene er blevet anvendt, er stadig ved at komme frem i dagens lys.

Lørdag kan TV Syd fortælle om en studietur til Florida, som Vejle Havns bestyrelse begav sig ud på i marts.

Rejsen til den solrige stat varede en hel uge, men i en revisionsrapport fra Pwc fremgår det, at kun fem af timerne i løbet af den uge var fagligt relevante. Og det var vel at mærke inklusiv frokost.

»På rejse til Florida i USA udgør det faglige indhold et fem timers besøg (inkl. frokost) på Tampa Havn samt et bestyrelsesmøde. Ifølge turens program omfatter besøget på Tampa havn et møde med Tampa Port Authority Office og en sejltur med havnens turistbåd. Rejsens øvrige indhold består blandt andet af udflugt til Kennedy Space Center og Everglades Naturpark, ekskursion i Miami samt frokoster,« lyder det i rapporten ifølge TV Syd.

11 personer, Torkild Christensen, Peder Hummelmose, Arne Sigtenbjerggaard, Christa Laursen, Per Olesen, Leif Skov, Niels Ågesen, Carsten Schmidt, Per Kristiansen, Flemming Jørgensen og Kaj Bloch Jensen, var taget med på turen, der kostede skatteyderne 290.000 kroner - for fem timers relevant information.

En af deltagerne på turen i marts, Christa Laursen, indrømmer over for TV Syd, at programmet var tyndt, men slår samtidig fast, at hun blev klogere af at være med på turen.

»Jeg synes, jeg har fået noget ud af det. Når man er på sådan nogle ture, så er det jo ikke kun det, du hører, og det du ser. Det er også de tanker, der planter sig inde i hovedet, hvor man så diskuterer videre bagefter,« siger Christa Laursen til TV Syd.

Onsdag valgte bestyrelsesformanden for havnen, Torkild Christensen, at trække sig, og senest har den tidligere formand og nuværende medlem af havnebestyrelsen, Leif Skov, også valgt at trække sig.