Det er ulovligt at tage fyrværkeri med til Danmark, og derfor holder Skat og politiet et ekstra vågent øje op til nytår.

Fredag tog tyskerne hul på salget af fyrværkeri, og det er samtidig dagen, hvor Skat i samarbejde med og Syd- og Sønderjyllands Politi skruer op for patruljeringen i området. Det er nemlig ulovligt at købe krudt i udlandet og tage det med ind i Danmark.

- Det kan være, vi står på grænsen. Det kan være, at vi holder øje ved grænsebutikkerne, eller måske foretager vi en kontrol på motorvejen, siger afdelingsleder Carl P. Andersen fra Skat Syddanmark til Berlingske Nyhedsbureau.

Det er en tradition, at myndighederne holder et ekstra vågent øje i de dage, hvor tyskerne sælger fyrværkeri. Det er dog begrænset, hvor mange ulovlige raketter og kanonslag, man opdager i forbindelse med aktionen, fortæller afdelingslederen.

- Det drejer sig typisk om en halv snes sager. Det har mere en forebyggende effekt. Folk ved, vi er til stede, og så holder de sig måske fra at indføre de store mængder fyrværkeri. Men der er altid nogle, som ikke kan lade være, siger Carl P. Andersen.

Det er især knaldfyrværkeri, folk bliver taget med. Når der er fangst, konfiskeres effekterne, og folk får en bøde for ulovlig indførsel af fyrværkeri.