Skat har nu i tre måneder ignoreret kritiske spørgsmål om Skats medvirken i 'TV2-programmet ’Razzia - når Skat rykker ud’ fra en af landets fremmeste eksperter i offentlig ret. Direktør i Skat Indsats Erling Andersen vil stramme op i reglerne for, hvordan Skats ansatte udtaler sig.

Professor i offentlig ret ved Aarhus Universitet Søren Højgaard Mørup stillede 29. juli flere spørgsmål til Skat om overvejelserne bag ’Razzia - når Skat rykker ud’, som siden 2010 er blevet vist i bedste sendetid på TV2.

Han har dels spurgt Skat, hvilke overvejelser man har gjort sig i relation til overholdelse af tavshedspligten, og dels om de medvirkende i programmerne giver samtykke til optagelserne på forhånd.

30. juli skrev Skats presseafdeling tilbage, at de var ferieramt, men han ville høre fra Skat ugen efter. Trods to rykkere til Skat har han stadig ikke fået noget svar, og det undrer Søren Højgaard Mørup, som er bekymret for de medvirkendes retssikkerhed.

- Der gælder en særlig skærpet tavshedspligt om skatteoplysninger, og derfor er det vigtigt, at ingen må kunne genkende personerne, der stoppes i programmerne, siger han.

BT omtaler i dag sagen om en erhvervsmand, der blev stoppet for rullende kamera og i programmet blev hængt ud som skattesnyder, selv om han nægtede at have gjort noget galt. Efterfølgende har der endda ikke vist sig, at være hold i Skats anklager i programmet, da erhvervsmandens har vundet i Skattaankenævnet.

- Min klient ønskede på ingen måde at medvirke i programmet, men det har TV2 ikke villet acceptere. Selv om han er maskeret i udsendelsen, så har mange kunnet genkende ham, og når folk kun ser programmet og hører Skats version, så tror de jo, han er en fusker, siger erhvervsmandens advokat Christian Falk Hansen, der fortæller, at erhvervsmanden, både da programmet blev sendt første gang i 2012 og genudsendt i januar i år, er blevet kontaktet på sociale medier af folk, der har genkendt ham.

Søren Højgaard Mørup mener dermed, at Skat bryder sin tavshedspligt.

- Hvis det er tilfældet, er det min vurdering, at Skat overtræder sin tavshedspligt i sagen. Og i betragtning af, hvor mange oplysninger man giver om vedkommende, er det nærliggende at tro, at naboer eller familie kan regne ud, hvem det drejer sig om, siger Søren Højgaard Mørup, der mener, at de involverede i programmet burde have givet samtykke til at medvirke.

- I princippet risikerer man jo at behandle oplysninger om strafbare forhold. Umiddelbart virker det ikke, som om man sikrer sig samtykke efter persondataloven, i hvert fald ikke før optagelserne finder sted.

Direktør for Skats Indsats Erling Andersen skriver i en mail til BT, at der er nye retningslinjer på vej for, hvordan Skats medarbejdere udtaler sig.

- I relation til hvordan medarbejdere udtaler sig, kan vi sige, at vi, på baggrund af redegørelsen om kontrolsager, er i gang med at udarbejde retningslinjer for samtlige afdelinger i Skat med særlig fokus på borgernes og virksomhedernes retssikkerhed, en ordentlig og korrekt kommunikation og en klar intern ansvarsfordeling. Derudover har Skat netop offentliggjort et nyt adfærdskodeks, der gælder for alle medarbejdere i Skat, skriver Erling Andersen.



.