Skat arbejder i disse dage i døgndrift sammen med politiet for at bure rockere og andre bandemedlemmer inde på grund af snyd med skat, snyd med indregistrering af biler eller snyd med sociale ydelser.
I aftes konfiskerede Skat flere biler på svenske nummerplader under en storstilet razzia i Farum. Aktionen er en del af det samarbejde, som Skat og politiet har intensiveret for at ramme banderne med såkaldte Al Capone-metoder, hvor der er fokus på skat og økonomi.
- Vi fik mere ud af det, end vi havde forventet. Vi fik nogle biler med hjem og sidder lige nu og er ved at sende regninger ud, siger operational leder fra Skat, Lars Klamer, her til morgen og varsler samtidig flere aktioner:
- Vi er ved at gøre klar. Der er friske folk, der er ved at gøre klar til dagens aktioner. Vi deltager på fuld tid i døgnets 24 timer sammen med politiet.
/ritzau/





















