En halv snes grundejere oplevede, at værdien af deres grund - og dermed ejendomsskatten - pludselig steg med 500 procent. Skat erkender, at der er tale om en fejl.

Da regningen for ejendomsskatten i 2015 kom, fik en halv snes ejere af af små strandhuse i Helsingør et chok.

Værdien af deres grunde på cirka 60 kvadratmeter var steget med 500 procent.

Det skriver Politiken.

Med afskaffelsen af den ordinære vurdering i 2013, blev det vedtaget, at grundskylden højest må stige med syv procent om året, og grundejerne mente derfor, at Skat havde begået en fejl.

Ifølge Politiken var det først, da avisen kontaktede Skat, at Skat erkendte, at der var sket en fejl.

»Det er en fejl, at de pågældende ejendomme er blevet vurderet i 2013, hvilket har bevirket stærkt stigende grundskyld for 2015 i forhold til 2014,« skriver Skat i et skriftligt svar ifølge Politiken.

Skat lover yderligere, at vurderingerne vil blive ændret inden for et par måneder.

Skatteminister Benny Engelbrecht (S) skriver i en mail til avisen, at han er tilfreds med, at Skat har erkendt fejlen, og at der nu bliver rettet op.