Hvidovre og Amager Hospitaler skal spare 38 millioner kroner som følge af en regnefejl i Region Hovedstaden. Her tordner politikerne mod embedsmændene, der har ansvaret for hospitalernes budget.

Det er skandaløst, forfærdeligt og katastrofalt.

Tillægsordene står nærmest i kø hos Region Hovedstadens to næstformænd, efter at det er kommet frem, at en regnefejl i regionen betyder, at Hvidovre og Amager Hospitaler nu skal spare uventede 38 millioner kroner. Det vil ifølge Hvidovre og Amager Hospitalers ledelse koste cirka 85 stillinger og forringe serviceniveauet for patienterne.

Den ene næstformand i regionsrådet, Henrik Thorup (DF), blev først klar over regnefejlen, da han fredag læste om den i Berlingske.

- Det er en skandale, ganske simpelt. Det er noget, der ikke må ske. Hospitalerne har i forvejen meget stramme budgetter, siger Henrik Thorup.

Han er især forarget over, at Region Hovedstadens direktion ikke har orienteret regionsrådet om den alvorlige fejl i hospitalernes budget for 2012.

- Man bliver jo først helt forvirret, for vi har lige haft et budgetseminar omkring det kommende budget, og hvordan man i store træk vil gribe det an. Derefter har vi haft førstebehandling i forretningsudvalget omkring budgettet, og vi har intet hørt om det her, siger Henrik Thorup.

- Og det er jo fuldstændig vanvittigt, at vi skal sidde og læse i en avis, at man har lavet en fejl, og det er den samme person - der overordnet er ansvarlig for det i regionen - der har lavet fejlen, som faktisk står og forelægger et budget uden at fortælle os om det, siger han med henvisning til koncerndirektør Morten Rand Jensen.

Først fredag blev regionsrådet orienteret om situationen af regionens administration, og Henrik Thorup har nu krævet en mere detaljeret forklaring, når der på tirsdag afholdes forretningsudvalgsmøde i Region Hovedstaden.

Regionens anden næstformand, Birgitte Kjøller Pedersen (SF), er ligeledes stærkt forundret over, hvordan sådan en regnefejl kan ske.

- Det er forfærdeligt, katastrofalt og voldsomt, men der sker fejl i store systemer, siger hun og understreger, at hun fortsat har tillid til regionens økonomiafdeling.

- Det burde ikke kunne lade sig gøre. Men jeg vil sige, at jeg har grundlæggende tillid til vores økonomiske administration. Der er ingen tvivl om, at vi har betydeligt bedre styr på økonomien nu, end vi havde ved indgangen til denne periode, og de gør et kæmpe stykke arbejde for at sikre, at budgetterne overholdes på alle vores hospitaler, siger Birgitte Kjøller Pedersen.

Hun har ikke selv et bud på, hvordan man bedst muligt håndterer sparekravet på 38 millioner kroner, mens Henrik Thorup peger på, at det måske er muligt at forlænge Hvidovre og Amager Hospitalers igangværende tilbagebetalingsplan med et enkelt år, så den kommer til at gælde til og med 2016.

- Det må vi snakke om. Men det er i hvert fald en mulighed, og så må man undervejs finde pengene et andet sted. For pengene skal betales tilbage. Det er ikke bare noget, vi forærer dem, siger Henrik Thorup.

Region Hovedstadens politikere skal på et møde den 25. september i år tage endelig stilling til, hvordan man bedst muligt sparer de 38 millioner kroner.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Region Hovedstadens formand, Vibeke Storm Rasmussen (S).