Skal i fængsel for manglende kloak

Klaus Knudsen kan se frem til 14 dage bag tremmer, fordi han ikke har råd til at blive tilsluttet kloaknettet i Guldborgsund kommune.

Borgerne i Guldborgsund kommune på Falster skal selv betale for at få kloakeret deres ejendomme, og det løber op i en regning på 55.000 kroner. Et beløb, Klaus Knudsen langt fra har til rådighed, så nu skal han i fængsel, fortæller han til BT

- Det har jeg det rigtig skidt med, for jeg har aldrig lavet noget kriminelt før. Det virker dybt usympatisk at smide mig i fængsel for det, siger Klaus Knudsen til bt.dk.

I et lille års tid har Klaus Knudsen modtaget bøder fra kommunen for den manglende betaling, og den arbejdsløse mand havde prøvet at skaffe pengene ved at låne 35.000 kroner af banken til nedgravningen af kloakken. Men han kan ikke få lov til at låne de sidste 20.000 kroner til tilslutningen, fordi han ikke har kreditværdighed. Og det resulterer i en tur i brummen.

- Jeg har ikke bedt om at få nedgravet en kloak, så jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal betale så mange penge for det. Pludselig fik jeg bare et brev om, at der var faldet dom, og jeg skulle afsone 14 dages fængsel, siger han.

Straffer de fattige

Klaus Knudsen bor alene i én af de 46.000 husstande, der ifølge en beslutning fra Folketinget skal installere en ny og mere miljøvenlig kloakering - og han tilhører de fem procent, der ifølge Miljøministeriet ikke kan betale regningen. Klaus Knudsen er ufaglært og arbejdsløs. Han kan ikke se, hvordan han kan bringe sig selv ud af sin ulykkelige situation.

- Den eneste vej ud vil være, at jeg fik et velbetalt job, for jeg er hårdt ramt af arbejdsløshed, men der er ikke nogen job at finde i industrien om vinteren. Og jeg vil ikke låne penge af min familie. Det her skal ikke være deres byrde, siger han.

Og Klaus Knudsen er ikke alene. 17 husejere er meldt til politiet af kommunen, fordi de ikke har betalt regningen for kloakeringen og flere er på vej.

Skal følge regeringens krav

I Guldborgsund kommune mener man ikke, at der er nogen anden udvej end at straffe dem, der ikke betaler. Kommunen skal nemlig leve op til regeringens spildevandsplan, siger Anne Graae Jensen (V), formand for Teknik og Miljø i Guldborgsund kommune.

-  Jeg kan sagtens forstå, at folk bliver frustreret, for mange bliver hårdt ramt af det her. Men vi skal følge regeringens krav om at rense spildevandet og kloakere. Det er et ansvar, regeringen har lagt på os, siger Arne Graae Jensen (V).

Men Klaus Knudsen mener ikke, at kommunen har handlet korrekt.

- Kommunen har slet ikke håndteret sagen ordentligt. De har ikke rakt hånden ud og hjulpet dem i nød, siger han.

Hvad mener du, at kommunen eller Klaus Knudsen burde gøre? Deltag i debatten her eller på BTs Facebook-side HER.

Afstemning