Lige som lørdag var en dag med meget trafik ved den danske grænse, så ser søndagen også ud til at komme til at stå på kø, når man skal hjem fra ferie. Vejdirektoratet regner med kø på motorvejene - ikke mindst på vej ind i Danmark - og ved færgelejerne. Heldigvis ser det ikke ud til at blive lige så voldsomt som lørdag, men det kan voldsom regn eller skybrud ændre på.

Status på vejene ind i Danmark: 07.30 ingen videre kø ved grænsen i Sønderjylland eller ved færgerne.

Den vagthavende ved Vejdirektoratet Jakob Riis fortæller til BT, at man forventer med nok en dag med kø på vej til Danmark og andre steder på grund af hjemrejse fra ferie.

»I løbet af søndag regner vi igen med kø på E45 mod Danmark, og vi regner også med kø ved færgerne, som vi så det i går,« fortæller den vagthavende.

Lørdag bød på omkring fem kilometer kø på E45 mod Danmark, og det fik politiet til at opfordre til, at rejsende mod Danmark fandt alternative ruter. Også ved færgeovergangene til Danmark var der lange køer for at komme om bord og videre mod nord. Helt op til 15 kilometer kø blev der meldt om lørdag.

Heldigvis ser det ud til, at det bliver mindre voldsomt søndag - men man skal dog forberede sig på kø og længere rejsetid.

»Selvom vi regner med kø, så bliver det ikke lige så meget, som det vi så i går (lørdag, red.). Men man kan godt regne med kø eller tæt kørsel - også de sædvanlige steder i Danmark som ved Trekantområdet og henover Fyn,« siger Jakob Riis.

En anden faktor, der kan komme til at spille ind på søndagens trafik, er vejret. DMI har varslet om kraftig regn eller skybrud i store dele af landet. Og det skal man også være opmærksom på, hvis man skal hjem fra ferie. Store mængder regn kan nemlig betyde forlænget køretid.

Derfor har man fra Vejdirektoratets side også et par gode råd til dem, der skal ud på vejene.

»For det første er det en god idé at undersøge ruten, inden man tager af sted. Og hvis man kan se, der er lang kø så find en anden vej. For det andet er det en god idé at køre tidligt af sted, så man ikke risikerer at blive fanget i kø - ikke mindst fordi DMI har lovet store mængder regn, som også forsinker trafikken. Så kør tidligt af sted på vej hjem fra ferien,« lyder rådet.