Hvis kvinderne er minoritet på en erhvervsuddannelse, er der større risiko for, at de bliver væk fra undervisningen, viser en ny rapport.

Hvis der er flere mænd end kvinder på en erhvervsuddannelse, er der en halv gang større sandsynlighed for, at de kvindelige studerende bliver væk fra undervisningen. Mænd kan derimod bedre tåle at være minoriteten på en uddannelse. Det viser en ny rapport fra Aarhus Universitet, som er baseret på spørgeskemaundersøgelser fra 2.700 erhvervsskoleelever, skriver Politiken.

Ph.d. i psykologi Charlotte Jonasson, der er en af seks forskere bag rapporten, siger, at det er mest optimalt med en lige kønsfordeling på uddannelserne. Det kan nemlig også være problematisk for mænd på for eksempel på social- og sundhedsuddannelsen, hvor der er flere kvinder.

»Der er bare den mente ved det, at særligt kvinder har det vanskeligere, fordi de ofte har en lavere tiltro til egne faglige evner. Og det er jo vigtigt, at man har det for at kunne engagere sig i et fag og for at kunne gennemføre en uddannelse,« siger Charlotte Jonasson til Politiken.

Direktør for Danske Erhvervsskoler Lars Kunov siger til avisen, at man fremover må være mere opmærksomme på, at der er konsekvenser ved at være det køn, der er underrepræsenteret på et hold.