Tre ud af de fem hospitalsansatte, der søndag blev indlagt med symptomer på forgiftning efter et kloakudslip, er nu hjemme igen.

Efter at have kørt med en nødskadestue i næsten fem timer er akutmodtagelsen på Bornholm Hospital nu åbnet igen. Den blev lukket på grund af mistænkelige dampe, der gjorde fem ansatte dårlige.

- Vi genåbnede akutmodtagelsen klokken 18.30, efter at Beredskabsstyrelsen havde clearet alle rum, og efterfølgende er tre ud af de fem medarbejdere taget hjem fra hospitalet, fortæller hospitalsdirektør Kurt Espersen.

Der var først tale om fire ansatte, men det viste sig at være fem, der ved totiden søndag eftermiddag blev indlagt til observation med symptomer på forgiftning. De blev dårlige efter at have indåndet dampe, der formentlig kom fra kloakken.

- Vi regner med, at det var nogel svovl-brint-forbindelser, som man kender fra kloaksystemet, siger Kurt Espersen, der dog forsikrer om, at det ikke vil ske igen.

VED DU NOGET, SÅ TIP BT PÅ 1929@BT.DK.

- Vi har genfyldt vores tørlagte vandlåse og normaliseret vores ventilation i området, så vi regner ikke med, at der sker noget igen, siger han.

De to ansatte, der fortsat er på hospitalet, har det »efter omstændighederne godt«.