Dagens nye anklager vækker harme hos Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup.

- Det er meget urovækkende, at man har sådan nogle tilstande på et offentligt hospital. Selvfølgelig kan der ske fejl, men at det sker på lige netop det her hospital, hvor der har været så mange kritiske sager de senere år, får nogle advarselslamper til blinke. Så det her er noget, der skal undersøges til bunds. Det er jo skatteborgernes penge, det handler om, siger han,

Peter Skaarup har af flere omgange indkaldt både sundhedsministeren og justitsministeren i samråd om de mange skandaler fra hospitalet. Han forventer dog i første omgang, at regionen tager affære,

- Det er uheldigt, at man bare lader som om, at det er en fejl, i stedet for at undersøge, om det har været bevidst. Og jeg synes, man fra regionens side nu skal sætte spotlys på den her sag, så man får afklaret hvad der ligger bag. Fordi de, der i givet fald har været involveret i forkert bogføring og den ordre, stadigvæk er der, og man må spørge sig selv, om man stadig kan have tillid til, at den medarbejdergruppe stadig er ansat på stedet.

LÆS ALT OM DET SKANDALERAMTE HOSPITAL PÅ BT.DK/GALEHUSET HER

Vil ikke kommentere

Sundhedsminister Astrid Krag ønsker ikke at kommentere sagen.

- Jeg ønsker ikke at kommentere en konkret personalesag, men jeg går naturligvis ud fra, at regionen, som enhver anden arbejdsgiver, ser til, at personalet overholder de regler, der gælder på ansættelsesstedet, udtaler hun i en skriftlig kommentar.

Risskov-sagen

BT har det seneste år - i mere end 70 artikler - afsløret en række graverende forhold på retspsykiatrisk afdeling i Risskov, hvilket har ført til, at to ansatte er blevet fyret, syv har fået skriftlige advarsler, og at en overmedicineret patients dødsfald i øjeblikket kulegraves af Østjyllands Politi.

Det er blandt andet kommet frem, at 24 ud af 27 flugter i 2012 blev holdt skjult for offentligheden, at patienter over- og fejlmedicineres, at en voldskultur i årevis har hærget på hospitalet med ledelsens vidende, at ansatte selv tager af medicinskabet og at sikkerheden flere steder er så dårlig, at de ansatte er i livsfare.

LÆS ALT OM DET SKANDALERAMTE HOSPITAL PÅ BT.DK/GALEHUSET HER