Søndag aften skrabede en mand i 50’erne fra Sydsjælland sig til præmien på 50.000 kroner hver måned i 50 måneder. Det fik ham til at fare rundt for at finde et gemmested til skatten, så han kunne sove trygt.

Manden købte Quick Ekstra månedsløn-skrabeloddet fredag aften i Boulevardkiosken i Vordingborg og gik altså rundt i to dage uden at vide, at han var millionær, skriver Danske Spil.

»Jeg skrabede det først søndag aften. Og den ringede slet ikke i første omgang,« siger manden.

Han vendte loddet og læste teksten på bagsiden 100 gange, men han var stadig ikke sikker på, at han havde skudt papegøjen og trukket den helt store gevinst, fortæller han til Danske Spil.

Da det gik op for ham, gik han nærmest i panik. For han var nødt til at vente til næste morgen for at kunne ringe til Danske Spil og få bekræftet, at han havde vundet toppræmien.

»Jeg farede rundt i huset, for hvor skulle jeg gemme det. Det var jo mange penge værd. Og hvad nu, hvis huset brændte i nat. Jeg blev helt rundt på gulvet. Men jeg fandt et godt sted og fik sovet,« siger han.

Mandag morgen fik han bekræftet, at han havde vundet gevinsten på 50.000 kroner hver måned i 50 måneder. Han kan dermed se frem til at indkassere 2,5 millioner kroner hen over de næste fire år og to måneder.

Selvom der kommer en fornuftig månedsløn ind på kontoen de næste år, har den heldige sydsjællænder ikke tænkt sig at drosle ned for arbejdet og leve af gevinsten. I hvert fald ikke lige foreløbig.

»Det varmer jo, men jeg har ikke tænkt mig at lave noget om. Havde jeg været 20 år, havde jeg faret ud og købt alt muligt. Jeg fortsætter med at arbejde. Alle pengene bliver brugt på en pensionsopsparing, og det giver mig frihed til at stoppe med arbejde, når jeg vil. Den tryghed har pengene givet,« siger den heldige mand.

Han fortæller samtidig, at det stadig ikke er gået helt op for ham, at han har skrabet sig til den flotte gevinst.