Fire fredede røde glenter er fundet døde i Midtjylland. De er dræbt med en for længst forbudt gift.

En hel familie af den fredede røde rovfugl glenten er blevet slået ihjel med ulovlig gift.

Rovfugledrabene er sket med den for længst forbudte sprøjtegift parathion, også kendt som bladan.

To voksne og to flyvefærdige unger er fundet dræbte af akut forgiftning ved deres rede mellem Silkeborg og Viborg.

Det oplyser Dansk Ornitologisk Forening (DOF). Forgiftningen af de fredede rovfugle er meldt til politiet, som onsdag sammen med Kemikaliekontrollen undersøgte to ejendomme i lokalområdet.

Ifølge DTU Veterinærinstituttet skyldes forgiftningen parathion. Stoffet har siden 2003 været totalt forbudt i Danmark og EU.

»Det er fortvivlende, at der bliver ved at dukke tilfælde op, hvor rovfugle dør af kraftige gifte, der dræber akut,« siger biolog Knud Flensted fra DOF.

»De senere år har vi oplevet adskillige dødsfald blandt rovfugle på grund af giften carbofuran, mens der ikke før har været konstateret forgiftninger med parathion,« siger Knud Flensted.

Den røde glente er en af Europas mest truede arter af rovfugle. Den var udryddet som ynglefugl i Danmark, indtil den genindvandrede i 1975.

De seneste årtier har arten bredt sig, først og fremmest i Østjylland, så Danmark nu rummer 150 ynglepar.

Den røde glente æder især ådsler af andre dyr, så arten er i høj grad naturens skraldemand.

Alle de fire dræbte fugle var i god foderstand, da de døde af giften, viser analyserne.

»Giften er sandsynligvis lagt ud for bekæmpe krager, måger, rovdyr og rovfugle. Det er særdeles alvorligt at lægge parathion-forgiftet lokkemad ud, som det er sket, fordi giften rammer vilkårligt,« siger Knud Flensted.

/ritzau/