Simi Jans nære korrespondent-ven fra Pakistan manglede, da hun i går holdt bogreception.
For nogle dage siden fandt hun ud af, at han var blevet kidnappet i Filippinerne, og hun krydser stadig fingre for livstegn.
Tanken strejfede den 33-årige TV2-korrespondent, da hun endnu engang ikke kunne få fat i ham på telefoner eller Facebook.
- Jeg tænkte, det var løgn, da jeg hørte, han var kidnappet. Det måtte være en joke. Han er en rigtig god og tæt ven, og jeg håber lige nu, at han kommer ud af det med livet i behold. Han er dygtig og erfaren og tager altid tager sine forholdsregler, fortæller Simi Jan.
Hun har stået i situationer, hvor hun aldrig hørte mere fra savnede personer.
- Jeg har mistet gode kollegaer. Almindelige mennesker, jeg har siddet overfor og interviewet, som måneden efter er døde. Nogle er blevet forsøgt slået ihjel, en uge efter jeg har kørt det samme sted.
Kun et halvt år efter hendes ankomst til Pakistan i 2007, sprang en bombe i den restaurant, som hun skulle have besøgt samme aften med sin mor og lillesøster fra Danmark. Året efter eksploderede en bombe på Hotel Marriott i den pakistanske hovedstad Islamabad, hendes og andre vesterlændinges stamsted.
Men én ting er bomber og kugleregn, noget andet er de trusler, der ikke kan ses med det blotte øje.
- Jeg kan forholde mig til at blive skudt. Så er du død. Men kidnapning, det er forfærdeligt. Jeg har en god ven, en afghansk kollega, som blev kidnappet af Taleban og løsladt efter halvandet år med ar på sjælen for resten af livet.
Efter tre år i Pakistan bliver Simi Jan i 2010 i den pakistanske avis 'The Nation' beskyldt for blasfemi og for at lave 'dubiøse aktiviteter, der betragtes som skadelige for nationale interesser'. Hun blev blacklistet og fik syv dag til at forlade landet. Forinden havde politiet været forbi Simi Jan og manden Allans hjem i Islamabad og udspørge deres underboer om de danske logerende.
- Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville slutte på den måde. Det var som at være med i en film. Hvad havde jeg gjort? Ikke gjort noget. Da jeg så begyndte at undersøge min egen sag, fik jeg trusler som 'Du husker vel Daniel Pearl?' - den amerikanske journalist, der blev kidnappet og dræbt. Hvad blev der sagt mellem linjerne nu, tænkte jeg? Det var skræmmende, fordi man ikke kunne tage og føle på truslen. En mand, der truer mig, kan jeg forholde mig til. Men her anede jeg ikke, hvilke kræfter jeg var oppe imod.
Efter Muhammed-tegningerne blev hun vant til ikke at strø om sig med sin danske nationalitet. Men efter hun blev smidt ud af Pakistan, blev hun for første gang paranoid.
- Det blev naturligt at kigge sig i bakspejlet, tage en anden rute hjem og scanne omgivelserne. Hvem sidder her, hvad er det for biler? Har den mand stået der lidt forlænge? Så jeg ham ikke også i går? I dag er jeg overbevist om, at den pakistanske efterretningstjeneste aflyttede min telefon.
Efter tre år i Pakistan, flyttede manden Allan hjem for at få lov at passe sin karriere. Simi Jan flyttede til Kabul i Afghanistan, men for et halvt år siden vendte hun hjem til Danmark, da TV2 valgte at lukke kontoret i den afghanske hovedstad.
- Det er mentalt nedslidende konstant at være på vagt. Jeg spørger mig selv om, hvad det egentlig er for en risiko, jeg løber. Hvorfor gør jeg det? For den dag, der sker mig noget, vil det også smadre min familie og venner. Kan jeg tillade mig det? Det tror jeg er sundt, at man hele tiden reflekterer over.
Med base i Danmark skal hun stadig være parat til at rejse ud med kort varsel for TV2, men familiens bekymringer er blevet mindre, efter afstanden til hende er blevet kortere.
- Min familie kunne seriøst ikke forstå, at jeg ville bo dernede. De syntes, jeg var skør. Min mor er lykkelig for, at jeg kommet hjem, skuldrene er ligesom faldet ned igen. Nu sover jeg i hvert fald et trygt sted, som hun siger. Det meste af tiden.
KØB BT LØRDAG OG LÆS HELE INTERVIEWET MED SIMI JAN. LÆS BLANDT ANDET:
* Genfandt sin far efter 15 år
