15 år uden et ord, så ringer han pludselig. Hendes ’baba’. Mens hun kører rundt i Afghanistan som korrespondent for TV2. Med et hold sovende journalister omkring sig og 19-nyhederne som deadline hængende i horisonten. Og nu også spørgsmålet: Skat, hvordan har du det?

Året er 2009, og den dengang 30-årige Simi Jan er brændt igennem på skærmen med sine stærke reportager fra Pakistan, hvor hun to år forinden har slået sig ned i hovedstaden Islamabad med sin danske mand Allan.

Nu har selv hendes pakistanske far hjemme i Danmark set hende på skærmen og tænkt: Hvad laver min datter i det Pakistan, som hun afskyede som teenager?

- Jeg genkender stemmen med det samme, da jeg hører ham. Det var meget underligt og meget følelsesladet. Jeg sidder og kigger på de andre i bilen og håber, at de sover, fordi det er så privat. Jeg er nødt til at sige, at jeg skal arbejde, jeg har slet ikke tid til at være ked af det, fortæller Simi Jan

Den skæbnesvangre dag indgår i hendes nye bog ’Til te hos Taleban’, hvor hun har dedikeret et kapitel til sin far. Bogen var tænkt som en afgrænset beretning om hendes første fem år som korrespondent for TV2, men endte med at trække tråde helt tilbage til barndomshjemmet i Bagsværd.

Simi Jan voksede op i Værebroparken, det man i dag vil betegne som en ghetto. Omgivet af sine tre yngre søstre, sin far og mor og lige dele dansk og pakistansk. Stort, ægte tæppe i stuen og klassisk fjernsynsreol og hjørnesofa. I skolen gik hun til modersmålsundervisning i urdu, fordi hun skulle, og var i koranskole om eftermiddagen, fordi hun insisterede.

Mor blev gift som teenager

Hendes far havde en kiosk, og moderen var pædagogmedhjælper, og begge drømte om at skabe en bedre fremtid for deres døtre. Moderen gik blot i 8. klasse, da hun blev giftet bort til Simi Jans far, og allerede i barselssengen hviskede hun til sin førstefødte, at hun skulle vælge sin egen mand en dag.

Af den og mange grunde traf Simi Jans mor i 1994 et, i pakistanske kredse, uhørt valg, da hun lod sig skille fra sin mand.

Han valgte til gengæld at fralægge sig forældremyndigheden over sine fire børn, rejse til Pakistan og vende retur med en ny hustru. De næste 15 år hørte Simi Jan intet fra ham

- Jeg var 15 år og kan huske, jeg gik og skjulte skilsmissen i skolen, fordi jeg frygtede, man ville bagtale mig. Min far straffede min mor ved at rejse fra os, og i mange år var jeg bitter og ked af det og havde slet ikke lyst til at se ham. Men det var ikke noget godt ægteskab, og jeg forstår godt, at min mor brød ud af det. Det var et stort skridt for en pakistansk kvinde. Det var hårdt, men hun var sej, og jeg har altid bakket hende op

Uafsluttet kapitel

I 15 år kendte Simi Jan kun sin mors version af bruddet. Men med årene blev hun mere moden, mindre bitter.

- Måske var det journalisten i mig, der fik lyst til at konfrontere ham og få den anden version. Det lå i mit baghoved som et uafsluttet kapitel. Jeg var mentalt forberedt på at se fortiden i øjnene, da han ringede. Det kunne lige så godt være mig, der havde skaffet hans nummer og ikke omvendt.

- Vores forhold er stadig kompliceret. Han har undskyldt sine valg, han har fortrudt, og jeg har tilgivet ham. Livet er for kort til at bære nag - vi aner jo ikke, om vi er i live i morgen.

Det er også hendes far, der hjælper hende med slægtsforskningen, da hun senere opsøger sine afghanske rødder på sin fars side, der holder til i en af Talebans højborge. Langskæggede mænd med turban, der mener, at piger ikke skal i skole, og at kvinder skal blive i hjemmet.

Simi Jans mor gik aldrig med slør. Hun blev Danmarks første kvindelige buschauffør med indvandrerbaggrund, og hendes døtre blev opdraget meget pragmatisk, når det kom til religion.

- Jeg er ikke sikker på, jeg havde fået den frihed, som jeg har i dag, hvis mine forældre var blevet sammen. Min far havde mere traditionelle ideer om, hvordan vi skulle opdrages.

Ville han overhovedet have accepteret, at jeg har giftet mig med den, jeg har? At jeg rejste ud på den måde? Jeg tror meget på skæbnen. Kismat, som det hedder på urdu. Der er en mening med alt. Også mine forældres skilsmisse.