Tidligere chefredaktør på Se og Hør Henrik Qvortrup bedyrer fredag sin uskyld i en række avis-interviews. Det sker, dagen efter, at han blev sigtet i sagen om ulovlig overvågning af kendte.

Henrik Qvortrup kan ikke erindre detaljerne i sagen, der har fået ham fyret fra sit job som politisk kommentator på TV 2 og senest ført til en politisigtelse.

I tre større interviews med henholdsvis Berlingske, Politiken og Børsen bedyrer Henrik Qvotrup fredag sin uskyld i sagen om den kilde, der angiveligt på ulovlig vis har videregivet oplysninger om kendte og kongelige til Se og Hør.

Henrik Qvortrup erkender, at han har været i kontakt med den såkaldte »tys-tys-kilde«, da han fra 2001-2008 var chefredaktør på ugebladet. Men han mener ikke, at det før nu er gået op for ham, at oplysningerne fra kilden blev skaffet på ulovlig vis.

»Det var ikke nyt for mig, at vi havde kilder som forbrød sig mod deres arbejdsgiveres regler. Men det er ikke det samme, som at det var en overtrædelse i strafferetlig forstand. Det har alle danske medier. Det er næppe på kant med loven for en sygeplejerske eller flyveleder at tippe Se og Hør, men de får nok en anstrengt MUS-samtale næste gang,« siger Qvotrup, som torsdag blev sigtet i sagen af politiet, til Berlingske.

»Det er i den kontekst, at vi skal se hans oplysninger. Det var ikke så underligt for mig. Vi havde ofte med folk at gøre, hvor det var vigtigt, at de ikke blev afsløret, da de kunne komme i klemme med arbejdsgivere eller venner. Det var meget normal praksis.«

Til Politiken siger han, at der ikke var nogen alarmklokker, der ringede, da han i 2008 fik besøg af »tys-tys-kilden« på sit kontor for at forhandle om det honorar, vedkommende skulle have for oplysningerne.

»Men det burde der måske have gjort,« siger Henrik Qvortrup til Politiken, hvor han også slår fast, at han trods sin manglende erindring er uskyldig.

»Med min bedste erindring kendte jeg ikke til, at der foregik ulovligheder. Ergo er jeg uskyldig. Så er der nogle andre, der må bevise, at jeg er skyldig, hvis de kan det,« siger han.

Detaljerne omkring kilden, betalingen og størrelsen på honorarerne er også vage i den tidligere chefredaktørs hukommelse.

»Jeg kan simpelthen ikke huske, hvor meget jeg fik at vide om ham. Det, jeg kan sige med sikkerhed, er, at jeg ikke fik at vide, at han sad på ulovlig vis og hackede sig ind i nogle systemer. Det var ikke mit indtryk,« siger Henrik Qvortrup til Børsen.

Han kan godt forstå, at folk har svært ved at han ikke var vidende om de ulovlige metoder.

»Ja, og det kan jeg godt forstå, at der er nogle, der undrer sig over. Det er også derfor, jeg siger, at jeg burde have spurgt mere ind til det. Det er der slet ikke nogen tvivl om. Jeg gjorde det bare ikke. Men der skal du forstå, at som chefredaktør går man jo ikke altid ind i detaljerne,« siger han til Børsen.