Ja, det har jo været en fantastisk dag, siger Signe Wejsig med tyk ironi, der ikke er til at tage fejl af. Sammen med en veninde har hun været fanget i kulden på Valby Station i to timer.

DSB's info-sms'er sendte de to piger fra Nørreport til Valby Station i håb om at komme på en af de togbusser, der i dag har erstattet S-togene i København.



Men der var bare ingen togbusser.

- Vi har ventet her i to timer nu, og der har kun været et par togbusser, som vi altså ikke kom med. Nu har jeg ringet til min far, som kommer og henter os, sagde den 32-årige Signe Wejsig, der i øvrig skulle have været hjemme i Måløv for at hente sin datter. En veninde kunne heldigvis tage sig af den del.

De mange passagerer, der i løbet af dagen, måtte gå forgæves har været forstående, men frustrerede. Den mildest talt mangelfulde information har især voldt problemer:

- Jeg fik sms'er fra DSB, der rådede mig til at tage til Valby, så da det viste sig, at der ikke var nogen busser, var det jo spild af tid. Derudover var der et par medarbejdere fra DSB, der gik rundt på perronen, men de kunne ikke sige andet, end at de gjorde alt, hvad de kunne for at få sat flere busser ind, siger Signe Wejsig og siger, at folk tog det med ro, selvom det var en 'skideirriterende' situation.



BT's fotograf, Christian Fisker, kan desuden fortælle, at en enkelt buschauffør på Valby Station ikke var helt klar over, hvor han skulle hen:

- Hvor skal jeg ramme Frederikssundsvej?, spurgte chaufføren, da han endelig kom. Det virkede jo helt tosset, og han måtte have hjælp af en passager, der vidste, hvor de skulle hen, fortæller fotografen.

I formiddag måtte alle S-toglinjer linje F undtaget indstille driften på grund af en fejl: Cirka en tredjedel af de S-tog, der kørte tirsdag morgen, havde en defekt strømaftager, og det var altså nødvendigt at indstille togdriften for at finde frem til fejlen. Omkring kl. 15 fandt Banedanmark frem til en defekt køreskinne tæt ved Svanemøllen Station.



Alle S-tog kører nu igen, men med 20 minutters mellemrum, men det er endnu for tidligt at sige noget om driften i morgen, oplyser Banedanmark.