Muslimsk flertal i bestyrelsen i Egedalsvænge fastholder nej til juletræ i bebyggelsen

Ingen i bestyrelsen orkede det praktiske bøvl med at sætte et juletræ til 7000 kroner op til det årlige julearrangement. Det handlede dermed ikke om, at bestyrelsen ikke ville bruge penge på det

Sådan udtalte bestyrelsesmedlem Ismail Mestasi til TV2-nyhederne torsdag aften.

- Jeg kan ikke genkende det billede. Ingen af bestyrelsesmedlemmerne ville påtage sig ansvaret, og det førte til en afstemning, og det er så den, hele Danmark har hørt om nu, siger han.

Den lokale strid er ellers blusset op, da beboere var fortørnede over, at bestyrelsen havde brugt 60.000 kroner på en Eid-fest, men at det muslimske flertal nedstemte ønsket om at sætte juletræet op til det årlige julearrangement. På trods af protesterne vil Ismail Mestasi ikke love, at juletræet får lov til at trone.

- Det skal ikke dikteres udefra, hvad jeg skal arbejde for. Vi har truffet en beslutning på baggrund af, at ingen ville påtage sig det ansvar, og det står vi ved, siger han.

Selvom en gavmild privatperson, Jonas Birger-Christensen, tilbød at betale 7.000 kr til Egedalsvænges juletræ torsdag, afviser Ismail Mestasi at tage imod tilbuddet.

- Vi står fast på vores beslutning. Vi er blevet valgt til at bidrage med vores holdninger til bestyrelsen. Og det gør vi så, siger Ismail Mestasi til Ekstra Bladet og forklarer, at det slet ikke handler om pengene.

- Ved tidligere juletræsopsætninger er der kun mødt ti mennesker frem, påstår han over for Ekstra Bladet og henviser til den store interesse, der var for Eid-festen, hvor der ifølge ham deltog 700 beboere.

Ifølge bestyrelsesformand Karin Leegaard Hansen genkender hun ikke bestyrelsens forklaring. Hun siger, at en fra festudvalget havde lovet købe ind til det årlige arrangementet

- Og så ville jeg personligt tage mig af arrangementet og få andre til at hjælpe," siger hun til TV2 Nyhederne og forstår ikke, at andre medlemmer af bestyrelsen har en anden opfattelse af, hvad der er sket.