Fra onsdag morgen vil du opleve, at din lokale Statoil-tank hedder noget helt andet, end den plejer.

Landet over vil både indretning og navn blive ændret på benzintankene, så tirsdag er sidste chance for at tanke på en Statoil. Fremover vil tankstationerne hedde Circle K.

Det er nemlig slet ikke det norske statsejede selskab Statoil, der ejer Statoil-tankene længere. Det blev i 2010 solgt til det canadiske Alimentation Couche-Tards.

De besluttede sidste sommer, at navnet på de mere end 215 Statoil-tankstationer skulle ændres, men der vil også komme ændringer i sortimentet, og der vil blive satset mere på hurtig mad, skriver Statoil i en pressemeddelelse.

Det canadiske firma ejer i forvejen tankstationer med navnet Circle K i mange andre lande og ønsker, at kæden kommer til at hedde det samme i de skandinaviske lande som i de baltiske lande, Polen og Rusland, hvor de også ejer benzintanke.

Alimentation Couche-Tards har også overtaget Shells benzintanke og butikker.