Nåede du ikke at holde din ferie på grund af et jobskifte? Eller glemte du helt at holde den femte ferieuge og at få overført ferien til næste ferieår? Så skal du rykke nu, hvis du vil have dine feriepenge. Tirsdag er nemlig sidste chance for at hæve pengene fra ferieåret 2013/2014.

Det er særligt personer, der har skiftet job, eller som på grund af travlhed ikke har haft tid til at holde al ferien, der skal være opmærksomme. Tilhører man en af de to grupper, gælder det om at handle hurtigt:

»Så tag fat i din arbejdsgiver eller find dit NemID frem og klik dig ind på Feriekontos hjemmeside senest i dag (tirsdag, red.) og bed om at få pengene udbetalt. Ellers forsvinder de,« lyder rådet fra advokat i HK/Privat Klara Hoffritz.

Det er en god idé at bede chefen om pengene skriftligt - for eksempel på mail - så man kan dokumentere, at man har reageret inden 30. september.

»Hvis din arbejdsgiver ikke udbetaler pengene, selv om du har bedt om dem i tide, skal du holde fast i dit krav. Her kan du få hjælp fra din fagforening. Ellers risikerer du at skulle vinke farvel til dine penge,« siger Klara Hoffritz.

De uhævede feriepenge tilfalder Arbejdsmarkedets Feriefond.

BNB