Musikeren og det tidligere medlem af Shu-Bi-Dua Bosse Hall Christensen faldt mandag om med en blodprop.

Det fortæller han til BT.

»I mandags var jeg ude at gå en tur i skoven med min hund, da jeg pludselig falder om. Jeg er helt konfus, kan ikke se forskel på op og ned og kan ikke komme på benene igen. Samtidig konstaterer jeg, at jeg ikke kan tale, og at min højre arm er død,« siger han og tilføjer:

»Jeg får omsider kæmpet mig hjem og får ringet efter en ambulance. På hospitalet konstaterer de, at jeg har fået en blodprop i hjernen, men med den rette behandling kommer jeg dog hurtigt på ret køl og er nu hjemme igen. Bortset fra en noget sløv korttidshukommelse har jeg ikke fået mén.«

Bosse Hall Christensen er i øjeblikket aktuel i bandet Shu-Bi-Or-Not-Shu-Bi sammen med den oprindelige guitarist i det gamle succesband Claus Asmussen. Sammen skal de lørdag spille i Kammerateriet i Svendborg, og den koncert burde ikke være i fare trods Bosse Hall Christensens blodprop, oplyser han.

»Jeg er dog kolossalt træt ovenpå affæren, men det er helt normalt, sagde de på hospitalet,« siger Bosse Hall Christensen og konstaterer samtidig, at han må være »svineheldig« og have flere liv end selveste Agent 007.

Dermed slap Bosse Hall Christensen også noget heldigere fra blodproppen end Shu-Bi-Duas forsanger Michael Bundesen, der blev ramt af en blodprop i hjernen i 2011 og i dag sidder i kørestol.

Bosse Hall Christensen var en del af Shu-Bi-Dua fra 1973 til 1981, hvor han spillede på trommer. Siden har han spillet med i flere andre bands og har desuden fungeret som producer og tekstforfatter.